Verdenshistorien er fyldt med imperier, der forsøger at lukke sig ind bag mure for at holde fjenden for porten og sikre sine interesser. Hannibal fra Karthargo var i stand til at ride på elefantryg over Alperne for at lancere et overraskelsesangreb mod Romerrigets centrum, Italien. Et angreb ingen romere troede muligt.
Castro-brødrenes havde held med styrte den amerikansk-styrede præsident Batista. Brødrenes partisanstrategi, under den cubanske revolution mod USAs overherredømme på Cuba, gav De Forenede Stater et nederlag, som præsident Eisenhower ikke havde set komme, og konsekvensen var nationalisering af de amerikanske interesser på Cuba.
Nutidens underholdningsimperier er ikke fredet fra hverken overraskelsesangreb eller ødelæggelsen af deres interesser. Julens angreb på PlayStation Network og Xbox Live minder os om dette.
Netop som familiehyggen var overstået, og du fik en ledig stund til dig selv, hvor du ville nyde din nye PlayStation 4, Xbox One eller blot spille et spil, fik du den triste meddelelse, at du ikke kunne logge på konsollens onlinetjeneste. Hvorfor? Fordi en gruppe hackere lagde Xbox Live og PlayStation Network ned.
Hackerangrebet virker meningsløst for de mange millioner abonnenter af begge onlinetjenester, som ikke kunne spille deres spil, fordi spillene er stærkt afhængige af forbindelse til Sonys og Microsofts servere. Begge tjenester er atter operationelle, og vi kan ånde lettet op, fordi vi atter har muligheden for at nyde vores spil. Men angrebet giver os, og navnlig Sony og Microsoft, en slem lærestreg; for hackerne viser, hvor nemt det er at lægge tjenesterne ned, mens de tager os, almindelige forbrugere, som gidsler til ingen verdens nytte.
BBC har interviewet en 22årig mand, der påstår, at han har deltaget i hackerangrebet mod Xbox Live og PlayStation Network. Han kalder sig Member Two. Motivet bag hackingen er, “fordi man kunne”, ifølge BBC http://www.bbc.com/news/uk-30602609. Ingen noble intentioner om uafhængighed, ingen politiske budskaber, men fordi hackerne kunne. Da journalisten prikker lidt til Member Two, forsøger han at retfærdiggøre angrebet med, at børn burde bruge mere tid sammen med deres familier frem for at lege med legetøj eller spil computerspil – et lettere patetisk forsøg på at fremstå nobel.
Hvis Member Two har været en del af hackerangrebet, kan vi være relativt sikre på to ting: Et, gruppen bag har ingen dagsorden ud over at hidkalde sig opmærksomhed fra omverdenen ved at lave et vilkårligt angreb. To, gruppen er ligeglade med, at de rammer almindelige mennesker, der gerne vil nyde julen med et godt spil. Men hvorfor gør vi så stort et nummer ud af det?
Både PlayStation 4 og Xbox One har et bredt udvalg af spil, du ikke kan spille uden forbindelse til en centralserver – sådan tegner fremtidens gaming sig til at se ud. Både Microsoft og Sonys servere fremstår sårbare, og når en gruppe unge kan nedlægge spilindustriens imperier, er der sikkert også andre, der vil have held med at genere vores spil i fremtiden. Den nye generation af konsoller ser med andre ord ud til at have en blottet flanke, der er modtagelig overfor fjendtlige angreb. Kan vi være sikre på, at imperierne ikke kan invaderes i fremtiden? Nej, for det er langt fra første gang, at hacking af spilindustriens spidser finder sted.
Lærestregen for Sony og Microsoft er dermed, at man bliver nødt til at genoverveje visdommen i spil, der ikke kan spilles offline. Ønsker virksomhederne at imødekomme deres kunders behov, selv under et angreb, bliver de nødt til at skrotte tanken om, at man skal være online for at kunne spille. Imperier er ikke usårlige, og det kan vi som forbrugere heller ikke forlange, men vi kan forlange, at de sikrer os en hverdag, hvor vi kan nyde vores indkøbte spil, selv om ondsindede hackere angriber.
