Kan teknikken være en motiverende træningspartner? Uge 5

Femte uge, realitetstjek. Når træningen ikke kan konkurrere med hverdagens gøremål

iHealth

Ugen har budt på alt for meget arbejde og for få overfald på sagesløse chipsposer. Træningen? Jo, et par timers træning er det blevet til, men andre prioriteter kom i vejen for ugens ellers så ambitiøse træningsmål, og det kan aflæses på resultaterne, men ikke i samme forfærdelige omfang som antaget, før jeg begyndte at måle og veje mit helbred i morges.

Ugens undskyldning og synderegister

Åbenbaringen kom til mig i morges, da jeg slog øjnene op; det er alle andres skyld end min egen! Arbejdet kom i vejen for min træning, pizzamanden bragte calzonen til min dør i tirsdags, min kæreste placerede nøddetærten på bordet foran mig. 100 stokkeslag med lyserød pigtråd er ikke straf nok for disse ulykker, alle andre har hidkaldt over min stakkels sjæl!

Klagesangens andet vers bød på gru og rædsel inden bestigningen af iHealth Wireless Body Analysis Scale. For hvilke løgne ville vægten tæppebombe mit skrøbelige sind med i dag? Der røg jo også et par colaer og en Tivolistang indenbords i løbet af ugen, hvilket må sende mit BMI-tal på himmelflugt, som var det SF og Enhedslistens opgørelse af, hvor mange stakler der var faldet ud af dagpengesystemet siden dagpengereformen begyndte at virke.

iHealth
iHealth

Tredje vers udeblev – næsten. Violinernes melankolske sang blev akkompagneret af et par muntre tubaer i det paniske sinds orkester af tanker. 1,3 tabt siden sidste fredag – armene kom halvt i vejret. 900 gram muskelmasse tabt – armene røg ned langs siden igen. Kan man nå 1.000 mavebøjninger på én dag? Tanken sneg sig ind i bevidstheden, som var jeg en 85årig impotent milliardær, der står til at indtage en overdosis Viagra for at imponere den 20årige supermodel, hvis grådighed fik hende ind i den gamles hotelsuite til at begynde med.

Puls og blodtryk var til gengæld lidt mere opløftende. Ikke fordi der er sket nævneværdige forandringer, der er snarere tale om status quo, men fordi jeg i løbet af ugen har drukket flere kander kaffe, end Jack Bauer har skudt terrorister i en episode af 24 Timer. Alligevel ser mit blodtryk fornuftigt ud. Det er som om et par uger uden nævneværdig træning og lettere usund livsstil ikke sat sit nævneværdige præg på mit helbred. Er det så licens til at give los og begynde at indtage flere usunde fødevarer? Nej, men det betyder, at mit helbred godt kan klare et par uger med øget antal arbejdstimer og mindre træning, uden min krop går helt i opløsning – og dét er motiverende at vide.

iHealth
ihealth
iHealth

Teknikkens motivationsfaktor udeblev

Realitetstjek. Jeg når ikke at tabe fire kilo i løbet af de næste syv dage. Forsøget har slået fejl. Og alligevel ikke. Jeg må være realistisk. Med mindre jeg havde tiden og energien til at træne, kunne forsøget ikke lykkedes. Ingen gadget har kunne ændre på dette – for egetræsfrøet kan ikke spire uden muld og vand. Til trods for manglende træning, en 80 timers arbejdsuge med både aften og natarbejde og et kost synderegister, der kan få selveste Dalai Lama til at bitchslappe mig, er det dog lettere opløftende at vide, at jeg i det mindste ikke har taget på. Givet, jeg er kun en tredjedel i mål med en uge tilbage af projektet, men forsøget har aldrig været tiltænkt, at jeg skulle tage fri fra hverken arbejde eller hverdagen. Derimod skulle jeg opleve, om sundhedsgadgets kunne motivere mig til at træne og tabe mig i hverdagen, hvor alle ugens gøremål også skulle ordnes.

Her på falderebet kan jeg dog konstatere, at de forskellige gadgets ikke har motiveret mig i tilstrækkelig grad til, at jeg kunne slippe arbejdet og komme af sted til træningen. Dertil kommer spørgsmålet, om forsøget ikke har fået en konklusion? Nej, forsøget er ikke overstået, og selv om sundhedsgadgets ikke kan få mig til at opprioritere træningen, så er de fortsat en stor motivation i hverdagen, hvilket har ligget mellem linjerne gennem hele forsøgsperioden. Hvordan? Det kommer jeg ind på næste fredag i forsøgets sjette og sidste uge – indtil da vil jeg snuppe en Tivolistang mere og tænke på kamptræningen i morgen formiddag.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?