
Hvem har ikke drømt om at flyve ved hjælp af sin helt egen jetpack? Her på redaktionen har vi længe haft de drømme, og nu lader det til at vi snart får en reel mulighed for det.
Martin Aircrafts Jetpack er drevet af en 200HP V4-motor, der driver to rotorer, og kan holde sig i luften i op til 30 minutter med en last på omkring 110 kg. Hastigheden er på omkring 65 km/t, og den kan flyve op i op til 1.000 meters højde.

Martin Aircraft lover, at den er meget manøvredygtig, og derfor er den perfekt til at blive brugt i nødsituationer.
Lige nu venter vi så på, hvordan de forskellige luftfartsmyndigheder rundt om i verden, blandt andet FAA, vil behandle denne Jetpack, og om den kan godkendes som et personligt transportmiddel.