Komfortabelt og avanceret headset

Voyager Edge fra Plantronics kombinerer avancerede teknologier og god komfort i et spændende headset til mobilen

Ikke alle headsets er lige behagelige at have på. Gennem mange år, hvor test af headsets har været en hyppig beskæftigelse, har undertegnede prøvet alt lige fra de deciderede smertefulde til de næsten umuligt behagelige.

Plantronics hører dog til dem, der meget sjældent skuffer i test, og det var da også tilfældet med Voyager Edge. Gennem vores test måtte vi konstatere at Plantronics har leveret endnu et stykke mobiltilbehør der fungerer upåklageligt, og som lever op til alle de påstande de kommer med på indpakningen.

En ganske enkelt opgave

Et headset til mobilen har en ganske simpel opgave. Det skal levere klar tale ind i øret på dig, og det skal levere klar og forståelig tale til ham du snakker med. Det headset jeg indtil nu har brugt, har ikke klaret den opgave for godt – det lyder ganske mekanisk.

Men det er ikke tilfældet her. I begge ender af samtalen er lyden klar og flot, selv min gamle far på 85, som ellers kan have svært ved at høre mig, havde ingen problemer med at høre mig. 

Holder hvad det lover

Et af de nøglepunkter som Voyager Edge lover os på pakken er, at det eliminerer støj, så som motorstøj, vind, larm i supermarkedet og så videre.

Det påstår også at det kan oplade på farten, at det fortæller hvem der ringer og at det selv kan fornemme om det sidder på dit øre eller ej.

Der er ingen af de punkter der ikke bliver opfyldt. Støjen bliver virkelig fjernet, det var ikke til at høre, at vi faktisk var ude og vinden blæste kraftigt under en af telefonsamtalerne. Det skal Voyager Edge virkelig have ros for.

Det skal også have stor ros for den medfølgende oplader, der samtidig fungerer om en opbevaringsæske. Sæt headsettet ned i holderen og så oplader det ganske automatisk. Denne medfølgende holder/oplader indeholder nok strøm til ti timers ekstra tale, og så fylder det ikke mere end at det let kan ligge i din lomme.

Naturligvis skal du huske at lade det op, men du behøver aldrig være i tvivl om, hvor meget strøm der er på det. Bare rør ved led-indikatoren, og du får vist, hvor meget strøm der er tilbage. Det samme gælder, hvis headsettet sidder i opladeren, så får du også vist, hvor meget strøm det indeholder. Smart feature.

Hvis du, når du parrer headset og mobiltelefon, giver lov til at Voyager Edge får adgang til dine kontakter, så vil det pænt forsøge at fortælle dig hvem der ringer. En sjov oplevelse når en engelske stemme forsøger at udtale danske navne.

Voyager Edge er udstyret med en såkaldt Smart sensor-teknologi, der gør, at headsettet selv opfatter om du placerer det ved øret eller lægger det på bordet. Når du sætter det fast i øret, så etablerer det automatisk forbindelse til din smartphone, og når du lægger det igen, så går det i dvale, og forbindelsen afbrydes. Igen rigtig smart, og så forlænger det batterilevetiden.

Voyager Edge skal det også have stor ros for at understøtte NFC. Det gør det bare så meget lettere at du kan parre det med din smartphone, bare ved at føre det hen over bagsiden på din mobil.

Til sidst skal det have ros for, hvor behageligt det sidder i øret. Vi skulle vænne os til, at det føltes som om det sad løst, men det gjorde det ikke. Men netop fordi det ikke sad ”hårdt” fast i øret, var det behageligt at gå med, og det gjorde ikke ondt i øret efter et par timers brug.

Opsamling

Voyager Edge er et dejligt headset. Behageligt at gå med, giver klar tale til begge deltagere i samtalen, og det får ekstra point for den fine lille oplader. Her har vi indtil videre vores favorit når det kommer til headsets. Godt gået Plantronics.

 Produktinformation

Produktnavn: Voyager Edge
Producent: Plantronics
Understøtter: NFC
Medfølgende udstyr: Mobil oplader
Pris: Set til kr. 750
Læs mere hos Plantronics 

 Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Det er svært at finde noget at sætte en finger på omkring Voyager Edge. Det eneste vi for alvor ikke var helt så begejstrede for, er at det kræver et relativ hårdt tryk for at tage en samtale, og det koster så de fem procent. Ellers er det et fantastisk headset.

About Lars Bennetzen 4199 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.