Lenovo Yoga Tablet 2 nyt innovativt design imponerer

Den er superflot og elegant, Lenovos nyeste tablet. Den kan tilpasses måden du helst vil bruge en tablet på, men desværre så skuffer lyd og ydelse lidt

Lenovo Yoga Tablet 2

Lenovo har virkelig gjort noget ud af at gøre deres Yoga Tablet 2 til noget helt specielt, både når vi snakker om design og om funktioner. Det der gør at Lenovo Yoga Tablet 2 skiller sig ud fra mængden, er den indbyggede fod. Det er især her, at nyskabelsen har fundet sted. Det design, som Lenovo er kommet frem til her, er den nye standard for, hvor elegant en tablet kan designes.

Yoga Tablet 2 er designet med en meget stor runding på den ene langside. Denne runding er hele hemmeligheden ved Yoga Tablet 2. Dels så indeholder den de to indbyggede højttalere, dels så er det også den, der udgør den indbyggede fod.Når denne fod er slået sammen, så fungerer rundingen som et naturligt sted at holde fast i tabletten. Om du læser, surfer eller måske vil spille lidt, så har du på denne måde rigtig godt fast i din tablet.

Hvis du drejer på rundingen, så folder du en lille plade ud, der gør, at du kan placere din tablet på et par forskellige måder. Den kan for eksempel stå mere eller mindre oprejst, hvilket er ret godt, hvis du for eksempel bruger den som en lille skærm, når du sidder på dit skriverbord – måske endda sammen med et ekstra Bluetooth tastatur.

Men du kan også vende den om, så den bliver mere flad, men stadig lige får hævet den ene ende lidt, en rigtig godt måde at have den placeret på, hvis du skal bruge den til at tage noter på. Selvom det stadig er svært at skrive på et tastatur, der en del af skærmen, så er det betydeligt lettere, når tabletten får en lille hældning.

Endelig er der den tredje måde at placere Yoga Tablet 2 på, og det er ved at hænge den op. Den plade, du drejer ud, er nemlig forsynet med et hul, så du kan hænge den op, for eksempel på et søm i værkstedet. Hvor mange der ville gøre det, skal vi ikke gisne om, men en sjov ide er det altså.

Over til benchmarks

Yoga Tablet 2 er virkelig udstyret med et unikt design, og et som vi med det samme blev helt vilde med. Men måske netop derfor så skuffede den os en anelse, da det kom til ydelse og ikke mindst lydkvalitet.

Vi starter lige med at kigge på ydelsen. Vi testede tabletten med vores standard benchmarksprogrammer, Vellamo, AnTuTu, BenchIt og AndeBench Pro, som måler både hvor god den er til internetsurf, spille spil og naturligvis knuse tal.

Når det kommer til at surfe på nettet, så klarer Yoga Tablet 2 sig rigtig godt. Om ikke den bedste vi endnu har testet, så ligger den som en flot nr. 3.

Men den indbyggede Intel Atom-processor klarer sig desværre ikke helt så godt i de benchmarks, der måler ydelsen. Det bedste vi kan sige her er, at den placerer sig jævnt i feltet. Ikke i den dårligste ende af skalaen, men heller ikke i den bedste ende.

Omvendt så scorer den ret godt til, når det kommer til at flytte pixels rundt på skærmen. Vi kunne for eksempel måle ikke mindre end 21,28 fps i vores 3D-gaming test.

Så rent benchmarksmæssigt, så klarer Yoga Tablet 2 sig fint, den ligger samlet set i den bedre halvdel af de tablets vi har testet.

Brugssituationen

Når vi så kigger væk fra de rene benchmarks og serpå, hvordan vi oplevede at bruge den, så får den lige lidt ekstra point. Udover at skærmen står ret flot, så virker den også utrolig responsiv.

Vi blev dog ret hurtigt ærgerlige over, at skærmen tilsyneladende fedter ret hurtigt til. Efter ganske få timers brug var skærmen så fedtet, at den var irriterende at se på, specielt om aftenen når der var masser af lysindfald fra lamper.

Lenovo skal roses for deres version af Android. Ligesom deres landsmænd Huawei plejer at gøre, så har de fjernet den undermenu, der på de fleste Android-enheder indeholder et væld af apps. Lenovo har barberet den menu væk, og i stedet for at der er tonsvis af apps du aldrig bruger, så er der kun apps installeret, som du med stor sandsynlighed kommer til at bruge.

Lyden skuffer

Det går dog ikke så godt for Yoga Table 2, når det kommer til lyden. Selvom den er udstyret med to højttalere i foden, så kan lyden kun i bedste tilfælde betegnes som acceptabel.

Vi startede med at sætte den til at afspille noget af vores favoritmusik, og her stod det ret hurtigt klart, at den ikke klarede hverken bas eller mellemtoner ret godt. Diskanten var fin, men når bassen næsten var ikke-eksisterende og mellemtonerne manglede fylde, så blev resultatet at lyden dåseagtig og lidt metallisk.

Vi kunne indstille forskellige Dolby-indstillinger for lyden, og da vi satte Dolby over til musik, så blev lyden også lidt bedre, men det var altså stadig ikke noget at råbe hurra for.

Det samme var tilfældet, når vi spillede film på den. Lyden manglede den dybde og fylde vi havde forventet, og det var ikke nogen fornøjelse.

Det undrede os meget at der var brugt tid på at gøre højttalerne til en integreret del af designet, når lydkvaliteten var så ringe.

Opsamling

Yoga Tablet 2 er en af de mest spændende designede tablets, vi nogensinde har set. Vi er vilde med den indbyggede fod, og når vi arbejdede på tabletten, så havde vi også tydeligt en følelse af, at der virkelig lå hestekræfter gemt under overfladen.

Det kunne vores benchmarks desværre ikke helt underbygge. Men i bund og grund, så er det vigtigste hvad brugsfølelsen er – ikke hvad en benchmark-test fortæller os.

Til gengæld så blev vi meget skuffede over lydkvaliteten (eller mangel på samme), og over, hvor hurtigt skærmen fedter til.

Men alt i alt så har det været en meget positiv oplevelse at bruge Lenovo Tablet 2, og vi ville ikke selv tøve med at vælge den som vores tablet, så længe vi ikke skulle afvikle meget krævede applikationer på den.Produktinformation

Navn: Lenovo Yoga Tablet 2
Operativsystem: Android 4.4
Skærmstørrelse: 10,1”
Skærmopløsning: 1920 x 1200 pixels
Skærmtype: IPS
Processor: Intel Z3745 Quad Core 1,86 GHz
Lager: 16GB indbygget
Netværk: 802.11 a/b/g/n
Bluetooth: 4.0
Webcam: 8 MP bagpå, 1,6 MP foran
Batteri: Li-Ion 9600 mAh
Dimensioner: 183 x 255 x 7,2 mm
Vægt: 620 gram
Pris: Set til kr. 2.299 kroner
Mere information hos Lenovo

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%Tech-Test-wide-RGB-bronze_small

Designet alene gør at vi kunne finde på at bruge denne tablet. Den er super-elegant og meget fleksibel. Den er hurtig nok til hverdagsopgaver og lidt mere, det er bare ærgerligt at lyden skuffer så fælt.

About Lars Bennetzen 4193 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.