
At udskrive fra en Android-enhed er ikke altid lige let. I langt de fleste tilfælde kræver det en app fra den pågældende printerfabrikant, som så kun virker til den bestemte printer.
Men det er nu ved at ændre sig. Non-profit organisationen Mopria Alliance arbejder på at skabe en mobil print-standard for at gøre det let at udskrive fra Android-enheder.
Nu sender Brother så de første Mopria-certificerede printere på gaden, printere der ganske automatisk viser sig på den mobile enheds display. De kræver intet setup og ingen drivere. Et klik forvandler dine elektroniske dokumenter og billeder til udskrifter.
Brother fortæller i en pressemeddelelse, at Moprias grundlag passer fint ind i Brothers strategi om at levere markedets mest brugervenlige og miljørigtige printere.
De første Brother-printere og alt-i-én-maskiner med Mopria-certificering er modellerne HL-L8250CDN, HL-L8350CDW, HL-L9200CDW, MFC-L8650CDW, MFC-L8850CDW, MFC-L9550CDW, DCP-L8400CDN og DCP-L8450CDW.
Har man en af disse Brother-maskiner, skal man downloade den seneste firmware fra Brother Solutions Centre. Herefter er printeren klar til arbejde med Mopria.
Mopria trådløst print fungerer i dag med smartphones og tablets, der kører med Android 4.4 eller højere. Den tilhørende gratis app til Mopria Print Service kan downloades gratis fra Google Play™ Store.
Kort om Mopria
Mopria Alliance tæller i øjeblikket 22 medlemmer, og vokser hele tiden. Tilsammen dækker de stort set hele printer-industrien på både hardware- og softwaresiden. Ud over Brother er blandet andet kendte mærker som Canon, Adobe, HP, Lexmark, Samsung, Seiko Epson og Konica Minolta med.