
Det er sjældent at nye smartphones både fremviser masser af hestekræfter og en lav prisseddel. Men det er tilfældet med den nye smartphone fra Microsoft, Lumia 530.
Smartphonen, der rammer det danske marked i løbet af september, får en udsalgspris på omkring 85€, altså lige omkring 650 kroner, men det betyder ikke, at det er en smartphone med dårlige specifikationer, næsten tværtimod.
Lumia 530 bliver udstyret med et 4″FWVGA LCD-display, en 1,2GHz quad-core processor (Qualcomm Snapdragon 200), et 5MP kamera, 4GB eMMC der kan udvides op til 128GB via et micro SD-kort og så naturligvis styresystemet Windows Phone 8.1.
Specielt det sidste er spændende og interessant, for det betyder blandt andet at du via Lumia 530 får adgang til swipe-notifikationer fra Action Center, og naturligvis er der integration med Microsoft-tjenester så som Skype og Microsoft Office.

Lumia 530 kommer i 2 varianter; Single-SIM 3G og Dual-SIM 3G. Dual-SIM-versionen gør at du let kan skifte mellem 2 forskellige sim-kort, så hvis du både har en privat- og en arbejdsmobil, så er her muligheden for at skrotte den ene, og kun bruge en mobil, med 2 forskellige sim-kort.
“Vi arbejder på at få Lumia-teknologien fra topmodellerne, tredjeparts-apps og Microsoft-services ud til endnu flere mennesker. Lumia 530 sætter en tyk streg under dette mål ved at gøre netop disse tre elementer tilgængelige og dermed introducere flere til det bedste fra Microsoft”, siger Jo Harlow, Corporate Vice President i Microsoft Devices Group i pressemeddelelsen.
Sammen med Lumia 530 offentliggør Microsoft også den genopladelige Bang by Coloud-højtaler. Højttaleren er transportabel, og så har man mulighed for at koble flere højttalere sammen, så man kan nyde endnu bedre lyd sammen med vennerne.
