Lyd og lys til konfirmanden i nye musikanlæg fra Philips

Tre nye musiksystemer fra Philips er klar til de kommende konfirmander, og ud over både masser af lyd og lysshow, så er der også noget for enhver pengepung

Philips musikanlæg

Det kan godt være mange nyder musik i headsets og dermed gør det til en solo-oplevelse. Men de tre nye musikanlæg som Philips lige har introduceret i tide til konfirmationen, er alt andet end solo-oplevelser.

De to er meget store musikanlæg, og det ene minder meget om 80’ernes Boomboxe, de store musikanlæg som mange rendte rundt med på skulderen. Men hvor fordums musikanlæg var begrænset til at afspille radio og kassettebånd (måske endda cd’er i de nyeste), så understøtter de tre nye Philips-anlæg alle streaming via Bluetooth, så det er let at dele den musik der måtte ligge på smartphonen.

Det billigste af de tre systemer hedder BT50 og er en lille og meget mobil, højttaler der kun koster 299 kroner. Den er ikke større end 61 x 76 x 61 mm og den vejer blot 100 gram. Så her har Philips virkelig sat mobiliteten i højsædet. Effekten er på 2 watt RMS, og den oplades via et mikro-usb-stik.

Philips BT50

Philips BT50

Den mellemste af de tre højttalersystemer er PX840T, der er noget større. 523 x 223 x 2120 mm og med en vægt på hele 3,8kg. Her kan brugeren ud over Bluetooth, også streame musik fra usb-stik, afspille cd’er og radio – både FM og AM (hm – hvor blev DAB lige af?). Dette musiksystem har teknologien Dynamic Bas Boost og derved give den en dybere og mere dramatisk lyd i højttalerne, der for resten leverer hele 50 watt RMS.

Philips PX840T

Samtidig er PX840T udstyret med et dynamisk lyssystem, der følger musikkens rytme. Så – fat i dyret når der skal holdes party med lysshow. Prisen ligger lidt højere, men faktisk ikke forskrækkende meget højere. Prisen ligger på 1.799 kroner og det er ikke så galt for et transportabelt diskotek.

Philips PX840T

Helt anderledes ser det dog ud, når vi kigger nærmere på det sidste af de tre musiksystemer fra Philips – NTRX900 er for alvor en partymaskine. Men mobiliteten er så også gået fløjten. Her snakker vi om et anlæg der består af to højttalere der hver er over en meter høje, og som vejer næsten 70kg stykket.

Til anlægget er der også en hovedenhed, men her har vi så ikke oplyst størrelse eller vægt. Men vi gætter på, at højttalere og hovedenhed samlet hurtigt kommer op på de 150 kg.

NTRX900 har en udgangseffekt på 3.600 watt RMS (var der nogen der sagde høj musik?), en dynamisk basforstærkning i tre trin og en 20” subwoofer der giver en endnu dybere baslyd.

Philips NTRX900

Philips NTRX900

Anlægget kan afspille cd, radio, mp3/WMA fra usb-stik eller streame fra Bluetooth. Nå ja – anlægget kan da også bruges til karaoke.

Systemet har indbygget en Auto-DJ, der mikser numrene på usb-drevet, og via DJ-kontrolhjulet kan brugeren selv tilføje lydeffekter. Der er også en DSJ-crossfader der giver et flydende skift mellem musiknumrene, og så er der et LED-lysshow, der kan levere ikke mindre end 260.000 farver.

Farverne følger musikken, og det er muligt for brugeren selv at vælge, hvilke farver der skal bruges, eller bare bruge nogle af de forprogrammerede indstillinger, der går lige fra blid romantik til vild rock.

Men – prisen er så også derefter. 17.999 kroner står anlægget i, men mon ikke det også primært er folk med et bijob som DJ der vil gå efter sådan et anlæg?

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2585 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart