Mærk gyset forsvinde

En japansk mester inden for gyserspilgenren er tilbage med et voldeligt og makabert gyserspil, men får The Evil Within dig til at tro på monstre under sengen?

The evil within

Først en anekdote fra det virkelige liv. I mine yngre dage var jeg ekspedient i en spilbutik i Københavns centrum. Ind kommer en rocker en dag; bred, fuldskæg og macho. Han er dog et behageligt menneske, der spørger mig, hvilke spil jeg kan anbefale til PlayStation. Med bævrende stemme får jeg fremstammet, at Resident Evil måtte være noget for ham, men det var ikke for de sarte, da det var et gyserspil. Rockeren kigger stift på mig, mens øjnene siger det hele – han er ikke en tøsedreng, så naturligvis skal han have Resident Evil med hjem.

To dage går der, og rockeren vender tilbage. Nu er det hans stemme, der bævrende fremstammer, at han gerne ville bytte spillet til et andet, eftersom han simpelthen ikke har nerverne til at gennemføre det! Manden havde sovet med lyset tændt om natten, fordi Shinji Mikamis zombiespil havde givet ham mareridt.

Efter nogle års pause fra survival/horror genren er Shinji Mikami tilbage i instruktørstolen. Manden må være bindegal, fordi hans verdener er groteske, makabre, blodfyldte og på anden vis voldelige – en rockers værste mareridt.

Vi starter på et hospital for psykisk syge

The Evil Within handler om kriminalbetjent Sebastian Castellanons, der bliver suget ind i et dæmonisk helvede, da han og kollegaerne undersøger en række makabre mord på det lokale hospital for psykisk syge. Politifolkene må flygte fra hospitalet i en ambulance, mens centrum af byen styrter sammen om ørerne på dem. Og Sebastian skal rejse igennem en verden, hvor død, lemlæstelse og gespenster venter på ham, mens hjælpen fra en uventet kant giver ham håb om at overleve kampen mod dæmonbesatte mennesker og genfærd.

Flittig brug af haglgeværet kurerer frygten

Shinji Mikami og Tango Gameworks har udviklet et survival horrorspil, der låner en del fra japanske gysere som The Ring og Forbandelsen, men det forekommer tydeligt, at Mikami også har set Texas Chainsaw Massacre, eftersom du kommer til at opleve at blive jagtet af en vanskabning med en motorsav. The Evil Within lægger stærkt ud med at indprente en række undrende spørgsmål i din bevidsthed, mens du hopper i sofaen af forskrækkelse, da du bliver kastet lige ind i gruvækkende miljøer, hvor lig parteres på makaber vis – og så var der ham med motorsaven, der insisterer på at løbe efter dig, selv om du gerne ville være foruden.

Gameplayet trækker på flere genrer. Mikami vil gerne gøre dig forskrækket, men The Evil Within er også et skydespil med plads til snigmord af de besatte mennesker. Desværre mister The Evil Within størstedelen af skrækeffekten allerede efter nogle timer, hvormed der skal mere til, før du kryber sammen i fosterstilling på stuegulvet – især hvis du er vant til horrorgenren. Selvom gameplayet byder på sparsom ammunition og forsyninger til at overleve, er The Evil Within mere et actionspil end et gyserspil. I de første baner er det vigtigt, at du gemmer dig i skabe eller under senge, mens dine retarderede fjender vandrer forbi dig – du har endnu ikke styrken til at modstå dem.

Du mærker temposkiftet omkring fjerde bane. Her har du efterhånden fået opgraderet dine våben så meget, at de gør stor skade, hvormed du forbruger mindre ammunition – forbi er tiden, hvor du febrilsk trykker på aftrækkeren, mens din revolver blot klikker.The Evil Within belønner dig, hvis du er opmærksom på dine omgivelser. Er der en mine på væggen, kan du lokke et par besatte hen til minen, skyde den og begge dør med ét skud. Heri ligger spillets kerneproblem; opsparing af ammunition og forsyninger kurerer din frygt, fordi du ved, du er forberedt til at håndtere udfordringerne, som de kommer væltende. Skulle du være uheldig at ramme ved siden af en del gange, kan du blot vælge at starte ved sidste save point og genspille den del af banen, hvor du synes, det gik skidt.

Trist er det, at Mikami & Co har haft så stor vægt på actiondelen, da det er på bekostning af frygten. For The Evil Within har det perfekte setup til at være mere skrækjagende, end det er; galehospitaler, slagtehuse, ødelagte landsbyer om natten, ruinerede stenkorridorer og ulækre kældre. Mikami har pustet scenariet godt op, men punkterer det samtidig. Spil som Silent Hill og Project Zero overgår The Evil Within, når det kommer til frygt og usikkerhed, fordi der er fokus på stilhed, mørke og dårlig sigtbarhed. Din fantasi kører dig op, hvormed nerverne kommer på overarbejde. Her rammer The Evil Within ved siden af – hvad der er tilbage er til gengæld et rigtigt godt actionspil!

Grusomme billeder

At opleve gyserspil på næste generations konsol eller PC giver dig nærmest kvalme – af to årsager. Mikami og hans team har virkelig formået at udvikle vanskabninger og miljøer, som formår at vække gru og konvulsioner i maveregionen. For spillets visuelle side er så grafisk i sin vold og detaljegrad, at du ikke er i tvivl om ondskaben, der lurer rundt om hjørnet.

At Mikami har ladet sig inspirere af 1960erne gør ikke spillet mindre uhyggeligt – tværtimod. Du vil kunne opleve, hvordan du støder på ødelagt hospitalsudstyr fra 60erne, når du forvilder dig ud af en ruineret kælder med kakerlakker rendende på væggene, mens du jokker i blodpøler i dæmpet belysning.

Udviklerne har dog valgt en elendig kamerastyring. Når Sebastian bevæger sig hopper han som en hamster i brunst, hvilket både giver dårligt overblik, men også kvalmefornemmelser, fordi billedet hopper sammen med ham – især når Sebastian begynder at spurte. Værst er det, når du befinder dig i kamp, og du skal orientere dig. Befinder du dig i en snæver korridor eller værelse, mens du forsøger at styre kameraet, så du får et udsyn, der giver overblik, bliver vinklen ofte fanget bag Sebastian, hvormed du mister dit udsyn. Enormt irriterende når du forsøger at forsvare dig selv, fordi du er sårbar mod angreb.

Debussys helle i helvede

Lydbilledet kunne være mere gruvækkende, men det er som om, at lydafdelingen ikke har formået at implementere tilstrækkeligt med lydeffekter i de rolige øjeblikke. Gyset er størst, når du kan høre dine fjender, men ikke se dem, og de største gyserfilm giver dig lyden af spøgelset fra forskellige vinkler, før du bliver præsenteret for det – din fantasi skal på overarbejde først. Har du et surround setup i stuen, vil du især føle, at lydbilledet ikke er komplet.Dermed ikke sagt, at lydsiden er dårlig – nærmere mangelfuld til tider. The Evil Within har både rolig musik i de stille stunder såvel som nervepirrende musik, når du er i kamp. En fantastisk detalje er det, at soundtrackets komponist, Masafuni Takada, har valgt at spille Debussys Clair de Lune på en grammofonafspiller fra 1920erne, når du er tæt på et save point, da du øjeblikkeligt genkender et helle – du sænker simpelthen paraderne.

Hype og virkelighed

Shinji Mikami er tilbage! Skønt er det at opleve et af hans gyserspil efter han gav slip på Resident Evil-serien. Derfor er skuffelsen også mærkbar, fordi The Evil Within ikke er så skræmmende, som det var hypet til at være. Mikami og Tango Gameworks har valgt et actionpræget gameplay frem for decideret gys.The Evil Within tager dig mere end 20 timer at gennemføre, hvis du vælger at udforske omgivelserne for ammunition, forsyninger og slim til opgradering af Sebastians evner og våben. Du vil gennemføre spillet og sågar vende tilbage for at tage endnu en runde, men du behøver ikke at tjekke under sengen, før du slukker lyset – Mikami vækker ikke samme gru som i Resident Evil.

Produktinformation

Titel: The Evil Within
Platform: Xbox One, PlayStation 4, PC, Xbox 360 & PlayStation 3
Genre: Gys, action
Antal spillere: 1
Udvikler: Tango Gameworks
Udgiver: Bethesda
Set til kr. 379
Mere information her

Bedømmelse

Samlet vurdering 75%

The Evil Within er et rigtig godt actionspil, hvis gysereffekt har en begrænset tag i din bevidsthed – især hvis du er vant til at spille gyserspil. Shinji Mikami har ofret gyset til fordel for action og blodige opgør, hvormed spillet key selling-point falder lidt til jorden.