
De cyberkriminelle tjener ikke kun penge på at hacke virksomheder, afpresse dem eller ved at stjæle dine penge og oplysninger online. Næ – flere af dem har en fin forretningsmodel kørende, hvor de tjener penge på at sælge malware online, som andre mindre kompetente cyberkriminelle så kan bruge til at kompromittere dine systemer med.
RSA har netop opdaget en ny malware, der hedder LusyPOS, der efter alt at dømme kan stjæle kreditkortoplysninger fra POS-systemer baseret på Windows-platformen. POS-systemer er i denne sammenhæng de systemer, hvor du bruger dit kreditkort i en forretning eller restaurant. (POS = Point of Sale).
Ifølge RSAs december 2014 rapport, annonceres LusyPOS som en malware der er kodet i C, som fanger Track 1/Track 2 af en kreditkort dump, som har et TOR http-admin-kontrolpanel, understøttelse for flere brugere, gratis opdateringer, ubegrænset support via Jabber Chat og så skulle der tjekkes for CC-tal (de tre hemmelige tal på bagsiden af dit kreditkort).
Som et hvert andet stykke kommercielt software kommer LusyPOS med hjælp til opsætning, tutorial-video der dækker hele processen, mulighed for at opgradere systemet (her får du så mulighed for at få flere værktøjer til at hacke POS-maskiner) og færdige opsætninger, så systemet er lige til at bruge, når du har købt det.
Prisen ligger på 2.000 dollars for en binær-fil, der installeres på køberens egen computer, eller 2.200 dollars hvis den skal hostes på sælgerens computer.
RSA fortæller i rapporten, at det ikke overrasker dem, at der er en stigning i malware rettet mod POS. Ikke mindst i USA er det fristende at gøre brug af malware rettet mod POS, for her er det stadig almindeligt, at det kun er magnetstriben, der bruges til betalinger.
Heldigvis ser RSA, at der er en stigning i antallet af virksomheder, der skifter over til at bruge chip, 2-faktor-godkendelse og tilsvarende, hvilket vil øge sikkerheden markant.
Markant stigning i malware i november
Udover LusyPOS og en generel stigning i antallet af angreb mod POS, så har RSA generelt set en stor stigning i mængden af malware. I november så de således 61.278 phishing-angreb, hvilket er en stigning på ikke mindre end 76% i forhold til oktober. Stigningen er dog ikke specielt overraskende, da november er måneden, der skyder julehandlen i gang.
Overraskende var det heller ikke at læse, at det stadig er USA, der rammes af langt de fleste angreb – hele 75%, mens det kun er 9%, der rammer landet på andenpladsen, England.