Mangel på PlayStation 4-konsoller i Europa

Sonys konsol er så populær, at elektronikgiganten har svært ved at følge med efterspørgslen, men hvordan ser det ud i Danmark?

PlayStation 4

Skal der en PlayStation 4 under juletræet, kan du risikere at skulle lede lidt længere end forventet. I en artikel hos Reuters fortæller Andrew House, CEO for Sony Computer Entertainment, at den japanske konsolproducent har svært ved at levere maskiner til de mange europæiske forbrugere, der ønsker sig en PlayStation 4 op til jul.

Efterspørgslen har været massiv, og indtil videre har Sony, ifølge Reuters, sendt 13 millioner maskiner over disken på verdens plan siden september, hvilket gør, at PlayStation 4 er den bedst sælgende konsol siden den oprindelige PlayStation, der udkom i 1994.

Herhjemme maner distributøren af PlayStation 4 til besindighed. Tech-Test har talt med Steffen Lauritsen, der er salgschef for PlayStation Danmark, og han fortæller, at det danske marked ikke er hårdt ramt – der burde være konsoller nok til alle. Steffen Lauritsen påpeger dog, at der er butikker, hvor man kører med slagtilbud på PlayStation 4, hvormed du kan risikere, at der er udsolgt.

Del artiklen på