
Rygterne løber fra Redmond, Microsofts hovedsæde, at der bliver arbejdet på en ny browser, med kodenavn Spartan, som skulle få sin debut i den officielle frigivelse af Windows 10 senere i 2015.
Det forlyder at Spartan skulle komme til at minde en del om Firefox og Chrome, altså med faner ovenover adresselinjen, og så vil Spartan understøtte udvidelser til browseren, som er en af de ting der gør både Firefox og Chrome så vældigt populære.
I følge Neowin og ZDnet vil den første version af Windows 10 muligvis komme med hele to indbyggede browsere, både Internet Explorer 12 og så Spartan. Men endnu er hverken IE 12 eller Spartan at finde i den offentlige Technical Preview, så Microsoft har travlt, hvis der er nogen sandhed i de rygter.
I dette tilfælde er der dog meget der taler for, at der kommer til at ske noget i den stil. Internet Explorer er en meget udskældt browser, ikke mindst fordi den stort set ikke kan håndtere udvidelser ordentligt.
I henhold til ZDnet skulle Spartan bruge den samme Trident renderingsmotor og Chakra Javascript motor som Internet Explorer, men hele brugergrænsefladen skal blive noget helt nyt.
Her på redaktionen glæder vi os meget til at se, hvad der kommer til ske – en ny browser fra Microsoft kan kun være spændende – på både godt og ondt.