
Jeg er vokset op med, at pc’er er nogle store, ofte lidet veldesignede, kasser, hvortil man tilslutter tastatur, skærm, mus og højttalere. Laptoppen har naturligvis vist, at det ikke behøver være sådan, og de allesteds nærværende tablets sætter en tyk streg under den pointe.
Men alligevel – en pc er noget andet. Den har ofte en både bedre og større skærm, normalt også nogle flere hestekræfter end en tablet, og så er den kun sjældent mobil. Der findes miniversioner af pc’er på markedet, og Tech-Test har prøvekørt Asus VivoPC, en fin repræsentant af slagsen.
Med sine 19 x 19 cm er det veldesignede kabinet både diskret og ganske kønt at se på. Asus har klart designet den, så den er værd at have stående fremme. Men her kommer så et af vores problemer med den. Hvis jeg har en skærm og måske et par usb-enheder (det kunne være tastatur og mus) der skal tilsluttes, så vil jeg jo netop ikke have pc’en stående på mit skrivebord. Det ville jo betyde, at kablerne ville ligge og flyde på bordet.
Næ – kabinettet skal (om det er stort eller lille) væk. Kablerne skal helst kunne gøres fast under bordet og forsvinde fra mit skrivebord, så jeg kan bilde mig selv ind, at jeg har en vis mængde orden på mit skrivebord.
Så hvorfor betale for et smukt design, der alligevel skal pakkes væk? Der er ingen tvivl om, at den hører til blandt de kønnere gadgets, vi har leget med, men det berettiger ikke, at vi derved skal have vores bord til at flyde med kabler og ledninger, bare fordi vi vil vise vores nyerhvervede dingenot frem.
Den alternative brug
Men så var det, at vi tænkte os om. Måske skal den faktisk slet ikke bruges som en traditionel pc. Måske skulle vi tænke lidt ud af boksen. Hvad med at slutte den til vores tv? Vores konsoller og digitale dekodere står jo alligevel i et skab under tv’et.
Så vi koblede boksen sammen med vores tv, sluttede et trådløst tastatur og mus til, (faktisk medfølger der en ret cool mus), og vupti, nu kunne vi bruge den sammen med vores husalter. Bevares – det virker lidt voldsomt at tjekke mails på et 50” tv, men det kan altså lade sig gøre.
Pludselig gav den mening – og vi fik forvandlet vores tv til et meget avanceret smart-tv.
Vi overvejede kortvarigt at sende den igennem vores benchmark test, men da vi kiggede specifikationerne igennem, gav det ikke nogen mening. VivoPC er ikke en maskine, der er beregnet til at yde specielt meget. Det er en familie/hverdags pc, der er pakket ind i en meget lille kasse, og som har sin største styrke ved at kunne kobles til tv’et (via HDMI-porten).
Musen skal også lige have et par ord med på vejen. Den er godt nok speciel. Vi skal ikke forsøge at beskrive den, du må kigge på billedet her ved siden af teksten. Den er udstyret med både en optisk sensor i bunden og en touchpad i toppen. Det betyder, at den kan bruges både når den står fast på bordet, og du kan vifte den rundt i luften som en anden Wii Remote.
Opsamling
Skal vi være helt ærlige, så er vi meget forundrede over VivoPC. Som computer i hjemmet giver den ikke megen mening. Hvis du ikke vil have en computer stående fremme, vil du nok vælge en laptop. Langt de fleste laptops har en konfiguration, der som minimum er på linje med denne, du har en skærm med i prisen, og du kan klappe den samme og gemme den helt væk.
Det er let nok at fjerne VivoPC fra bordet – men det efterlader stadig skærm, tastatur og mus, så på den front er der ikke vundet meget i forhold til en traditionel pc.
Den er fin at slutte til tv’et, men vi tænker stadig over, om det virkelig er det værd. Der findes i dag produkter som ChromeCast og SmartTV Stick, der begge tilfører smart-tv lignende funktioner til dit tv – og det til priser, der ligger markant under det, du kan få med VivoPC.
Men måske er der et marked for folk, der gerne vi have en ’rigtig’ pc sluttet til tv’et. Prisen er så blot, at ingen andre kan benytte tv’et, når du lige skal tjekke mails eller opdatere din Facebook.
- Produktnavn: VivoPC VM60
- Producent: Asus
- Operativsystem: Windows 8.1
- CPU: Intel Core i5-3337U, eller Intel Core i3-3217U
- Grafik: Intel HD Graphics 4000
- Hukommelse: 2GB op til 16GB
- Lager: 500GB op til 1GB SATA-drev / 64GB op til 256GB SSD
- Trådløst: 802.11 a/b/g/n/ac, Bluetooth V4.0
- Porte: 2x usb 3.0, 4x usb 2.0, 1x HDMI, 1x vga-oup, 1x RJ45, 1x Kensington Lock, 1x optical S/PDIF out, 3x audio jacks.
- Kortlæser: 2-i-1, SD/MMC
- Dimensioner: 190 x 190 x 56,2 mm
- Vægt 1,2 kg
- Pris: Set til kr. 3.300 kroner
- Mere information hos Asus
Samlet vurdering 65%
Den er flot, og den gør, hvad den siger, den kan. Men vi tvivler alvorligt på, om den har en berettigelse. Hvis den havde kunne monteres bagpå monitoren, så var der måske en ide i denne mini-pc, men som det er nu er den mere sjov en anvendelig.