Mus erstatter fingeren på touch-skærmen

Den traditionelle computermus er ikke god på systemer bygget til touch-skærmen. Ny mus bliver en forlængelse af din finger og kan bruges på alle platforme

Swiftpoint

Du kender det med statsgaranti godt. Du sidder og arbejder med Windows 8.1 og bliver død irriteret over at det er så besværligt at flytte rundt på startskærmen med en almindelig mus. For slet ikke at tale om at du sidder og rækker ind over dit tastatur for at nå skærmen.

Touch-skærme er geniale til tablets, men giver ikke altid mening på en laptop.

Men Swiftpoint GT er en helt ny mus, der sigter på at gøre det både let og naturligt at bruge touch-baserede brugergrænseflader – med en mus altså.

Swiftpoint GT er et kickstarterprojekt, men da de allerede har fået det dobbelte af det beløb, de skal bruge, er det garanteret at projektet går videre, og her er videre at få sat musen i produktion.

Den nye mus kombinerer, i henhold til Kickstarter, den måde du normalt betjener en touch-skærm med præcisionen af en traditionel mus. De bevægelser, du kender fra en touch-skærm, laver du let på musen, og faktisk er den bygget op, så den kombinerer to musetyper i en. Hold musen opretstående og den er en normal mus, tilt den om på siden, og vupti så er den din forlængede finger.

Musen ser ikke mindre end genial ud, og her på redaktionen håber vi på, at vi får mulighed for at få et test-eksemplar, når de for alvor går i produktion.

Herunder kan du se en præsentation af musen. 




  

About Lars Bennetzen 4014 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.