Musen der gør dit spil mere personligt

Atter ser verden en MMO-mus komme ud af hullet og appellere til hardcore MMO-spillere. Razer Naga Epic Chroma er til dig, der vil have et personligt redskab, som øger din performance

Hvad er specielt ved en MMO-mus? Knapper, masser af knapper. Du kan programmere hver eneste af dem til at udføre en særlig handling i dine MMOer. Hardwareproducenterne ved, at det kan være tidskrævende at kaste en bestemt spell eller udføre specielle tricks, fordi du med konventionelle mus skal klikke dig adgang til en undermenu i din HUD, hvorefter du skal vælge handlingen.

Med MMO-mus findes der et specialdesignet gitter bestående af 12 knapper i venstre side, som du kan nå med din tommelfinger. Hver knap kan du programmere til at være en genvejstast, så du sparer tid på at udføre komplekse handlinger – en kæmpe fordel i kampens hede.

Stort set alle større hardwareproducenter har en MMO-mus i deres sortiment. Logitech har produceret G600 MMO Gaming Mouse, Razer har lavet Naga MMO-musen, mens Trust har udviklet GTX 116 MMO Gaming Laser Mouse.

Forskellen er minimal, hvilket må være gået op for Razer, eftersom de netop har udgivet en opdateret udgave af Naga MMO-musen, der skal differentiere sig fra konkurrenterne – nemlig Naga Epic Chroma. Sådan, ud fra navnet alene er vi nærmest garanteret, at musen sparker heiny!

Razer Naga Epic Chroma
Razer Naga Epic Chroma

Design og komfort

Naga Epic Chroma har et fedt design, der låner lidt fra Razers to øvrige mus; Ouroboros og Mamba. Musen har lys i knappegitteret såvel som i scroll-hjulet, hvilket giver musen et stilet look, og du kan veksle mellem forskellige farver.

Naga Epic Chroma gør, at du ikke behøver at bruge venstre hånd til andet end WASD-tasterne. Skal du udføre avancerede ordrer, er det ikke nødvendigt at slippe styretasterne, når du skal udføre avancerede kommandoer – det kan du bruge de 12 genvejstaster på musen til.

Musens design stiller dog krav til din tålmodighed. Mens de traditionelle knapper er nemme at trykke på, uden du skal løfte hånden, er betjeningen af knappegitteret en anden sag. De første seks knapper i gitteret kan du let tilgå med din venstre tommelfinger, men skal du bruge knapperne 7-12, får du sværere ved beholde hånden på museryggen.

Razer Naga Epic Chroma

Først efter nogle dages øvelse hvor du har vænnet dig til at positionere din hånd på en måde, hvor du ikke længere skal løfte den for at betjene de bagerste knapper, kan du udnytte gitteret fuldt ud. Har du en tommelfinger, der ikke er i børnestørrelse, skal du desuden vænne dig til, at knapperne er små, og du let kan komme til at trykke på to ad gangen – her halter designet.

 

Når du har vænnet dig til gitterets design, får du en bedre føling af, hvor knapperne er placeret. Sagt med andre ord, med øvelse høster du fordelene, når du spiller MMOer med Naga Epic Chroma.

Din hånd lægger godt og solidt på museryggen. Du mister ikke grebet om musen, fordi den er lavet af et plastikmateriale, der sikrer, at din hånd ikke rutsjer – selv når du sveder i håndfladen. Bunden består af en særlig gummibelægning, der gør, at bevægelser med musen ikke larmer så meget, når du kører den henover træoverflader.

Performance

Når du har vænnet dig til Naga Epic Chroma, er det faktisk en glimrende mus, der øger din performance i spil. Du slipper for at slippe styretasterne, når du skal udføre avancerede handlinger i dine MMOer, ligesom du slipper for at pege og klikke for at komme ind i undermenuer, hvor ordrer og handlinger ligger gemt. Programmér du musens genvejstaster, kræver det blot et klik, og du sparer værdifuld tid, når du deltager i et raid sammen med din klan eller guild.

Naga Epic Chroma har en justerbar cursorhastighed, der strækker sig fra 100 til 8200 dpi, hvormed du både kan sigte langsomt og roligt såvel som reagere ultrahurtigt på fjenderne omkring dig. Husker du, hvilken tast i knappegitteret er programmeret til at heale, kræver det blot et tryk, og du forøger dit health, ligesom du kan sende en ildregn i modstanderens retning ved at trykke på en anden genvejstast i gitteret. Konceptet fungerer, og genvejstasterne sikrer dig væsentlige konkurrencefordele.

En mærkbar forskel mellem den gamle Naga-mus og Naga Epic Chroma er, at sidstnævnte kan være trådløs. Razers trådløse teknologi er så god og pålidelig, at vi ikke oplevede forsinkelser mellem ordre og handling. Ydermere er det befriende at slippe for ledningen, fordi det giver større frihed, fordi vi ikke skal bekymre os om at hive i ledningen, når musen er ved at blive viklet ind i den, mens vi spiller.

Razer Naga Epic Chroma

Naga Epic Chroma kan klare sig i op til 20 timers spilletid på én opladning – ifølge Razer. I praksis har vi oplevet, at musen holder cirka seks timers spil på en opladning, når vi har lyset i scroll-hjulet og knappegitteret skruet helt op.

Skal musen klare sig i længere tid uden strømtilføring, kræver det, at du slukker al lys. Til gengæld tager det ikke mere end 1½ times tid at genoplade musen, når batteriet er helt tomt. Du kan vælge at oplade musen ved at tilslutte kablet, så du kan spille videre med det samme, eller du kan sætte musen til dockingstationen.

Tid til at nørkle

Henter du Razer Synapse, der er musens driver, vil du møde et væld af indstillinger. Er du bekendt med programmering af gaming-udstyr, vil du straks fornemme, at Razer Synapse byder på mange standardmuligheder såsom indstilling af dpi-intervaller og programmering af genvejstaster.

Hvor Synapse differentierer sig fra mange andre mærker er i justeringen af lysets farver. Du har 16,8 millioner farver at vælge i mellem, så det vil nok tage sin tid at finde den helt rigtige farveprofil, du vil bruge til din WoW-konto. Spiller du mere end et MMO, kan du i Synapse veksle mellem dine profiler, så musens lys kan skræddersys til spillet, du vil opleve. Har din guild en særlig kulør, kan du indstille musens lys til at have denne farve. Scroll-hjulet kan have én farve, mens gitteret har en anden.

Synapse er nem at finde rundt i, og selv om det tager sin tid at programmere de enkelte musetaster efter behov, fornemmer du hurtigt et overblik over driverens funktioner. Når du programmerer knappegitteret, kan det få alt fra browserfunktioner til in-game funktioner. Du vil opleve et væld af indstillingsmuligheder, hvilket gør Naga Epic Chroma til en meget personlig mus, fordi den kan tilpasses netop dine behov.

Produktinformation

  • Navn: Naga Epic Chroma
  • Producent: Razer
  • Processor: 32-bit Arm processor
  • Opløsning: 200-8200 DPI 4G laser sensor
  • Maksimal acceleration: 50G
  • Vægt: 150 gram ex. 2,1 meter kabel
  • Dimensioner: L11,9 x B7,5 x H4,3 cm
  • Kompatibel med: Windows XP, Windows Vista, Windows 7, Windows 8 & Mac OS X (10,7-10,9)
  • Set til: Kr. 999
  • Mere information hos Razer

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%Tech-Test-wide-RGB-bronze_small

Razer Naga Epic Chroma byder på et væld af personlige indstillinger, der kan øge din performance i MMOer. Har du tid og tålmodighed til at lære musen at kende, vil du opleve, at den er en trofast allieret i raids, men den er ikke til casual gaming – det ville være spild af dine penge, da du ikke får udnyttet musens mange muligheder.

Del artiklen på