Når design og lyd går op i en højere enhed

Kan du lide god musik og klassisk godt dansk design, så er BeoPlay H6 Special Edition lige noget for dig. Headsettet har begejstret redaktionen på Tech-Test

BeoPlay H6 Special Edition

Nej, BeoPlay H6 Special Edition er ikke et headset for gameren, lad os slå det fast med det samme. BeoPlay H6 Special Edition retter sig mod musikelskeren, der vil høre den gode musik i høj kvalitet, i et headset der sidder godt på hovedet, og som samtidig ser godt ud.

Det betyder også, at der ikke er så mange dikkedarer ved headsettet. Du tilslutter det, og du tager det på, og det er så det. Ikke noget med drivere eller adaptere. Det tilsluttes audio-ud på din computer, smartphone, tablet eller hvorfra du nu ellers måtte have din musik, og andet skal der ikke gøres. BeoPlay H6 Special Edition klarer selv resten.

BeoPlay H6 Special Edition

Lyden først

Når man nu skal ud og bløde omkring 3.000 gode danske og hårdt tjente kroner for et headset til musik, så skal det lyde ordentligt. Så i første omgang koncentrerede vi os om lyden. Design og komfort kommer vi til om lidt.

Vi afspillede musik i forskellige kategorier, lige fra klassisk over vokal- og popmusik, til jazz, blues og eksperimental musik.

I første omgang blev vi meget forbløffede – vores rejse med H6 startede med vokalmusik og musikken havde en markant anden klang end tilfældet var i vores normale højttalere. Vi afspillede forskellige numre, og sammenlignede med vores højttalere.

Endelig gik det op for os, hvad forskellen var. Højttalerne forvrængede en del af lyden og forstærkede basdelen markant. Men H6 afspillede musikken som den var tiltænkt fra musikernes side.

Vi havde vænnet os til en ”tilpasset” lyd, nu fik vi pludselig en lyd, der var ægte. Vi gav os derfor til at lytte til mange forskellige numre i mange forskellige musikkategorier, inden vi overhovedet forsøgte at bedømme lyden.

Således rensede i vores ører, gik vi tilbage og afspillede hele vores musik test-suite igen. Nu var oplevelsen en helt anden. Bassen var markant, specielt i de helt dybe dele var den super god. Der var et godt slag i bassen, som måske manglede lidt i de højere dele af bassen. Men generelt var bassen blandt de bedste, vi har testet. Mellemtonen var klar og sprød, men der manglede lidt fylde her. Undtagelsen var ved vokalmusik, hvor det var dejligt at høre, hvor præcist mellemtonerne blev afspillet. Endelig var der diskanten, der i mange headset kan være en akilleshæl. Her var BeoPlay H6 Special Edition igen i fin form. Meget klar diskant, med en udtalt kant der på fin vis afrundede musikken.

Alt i alt var det et fortrinligt lydbillede, vi fik, når vi spillede musik med BeoPlay H6. En sjov lille detalje var dog, at efter et stykke tid var det som om headsettet blev ”varmet op”. Det var ikke noget, der sker efter et par timer, men efter et par dages brug. Lyden ændrede sig, og blev faktisk endnu mere behagelig. Om det skyldes, at det var et helt nye headset vi havde til test, eller om det er noget alle H6’ere gør, skal vi ikke gisne om, men det var en behagelig oplevelse. Musikken blev kun bedre.

Design og ergonomien

B&O Play har altid været et ikon når, det kommer til design, og det lever de helt op til med H6. Designeren Jakob Wagner har fremstillet et headset. der både har et klassik og meget elegant look over sig.

BeoPlay H6 Special Edition

BeoPlay H6 Special Edition er designet i aluminium og læder, selve ørepuderne er af lammelæder, mens det er kolæder. der beklæder rammen. der går hen over hovedet. Udover et meget elegant udseende, så giver det også stor komfort. når du bruger headsettet.

H6 er nemlig et ’over ear’ headset, hvilket vil sige, at dine ører bliver totalt omsluttede, og derfor er det vigtigt. at komforten er høj. Du må ikke begynde at svede eller blive irriteret over at have det på længe.

Det er der heller ingen fare for her. Komforten er høj, presset på hovedet er måske anelse stort, men det betyder ikke noget. For selv efter flere timers brug, så blev vi ikke trætte at af have det på. Gode detalje, hr. Jakob Wagner.

Det er let at tilpasse headsettet, så det sidder godt på hovedet, og selvom det ikke lukker alle lyde ude, så bliver tilpas meget filtreret fra til at hvad der er tilbage, stort set ikke betyder noget.

Et lille øv

Der er meget positivt at sige om BeoPlay H6 Special Edition, men kabellængden er altså ikke en af dem. Omkring 1,2 meter er kablet til lyden, så med mindre du vælger altid at bruge det sammen med din smartphone (der så stort set hele tiden skal være i hånden eller lommen på dig) så er det kabel tæt på at være ubrugeligt.

Personligt bruger jeg primært mit headset sammen med en af mine computere, og hvis det er min lidt ældre pc i et traditionelt kabinet, som er placeret under mit skrivebord, så skal jeg nærmest sidde med hovedet nede i bordhøjde for at kunne bruge H6 sammen med den computer. Bedre går det, når jeg bruger det sammen med min Mac, hvor der ikke her helt så langt over til jack-stikket, men helt ærligt – ville der gå skår af B&O Play ved at levere et længere kabel? Eller måske to kabler, for der er en lille funktion mere, vi ikke har nævnt.

Headsettet kan sammenkobles

Se, en detalje der både er smart og på en eller anden måde undrer os fælt, er at der er to jackstik på H6. På den måde kan du koble to headset sammen, så hvis du og en ven vil dele musik, kan det lade sig gøre på den måde. Her kunne man jo snildt bruge et kabel på 1,2 meter.

Her på redaktionen tvivler vi dog på, at det er en detalje, der vil blive brugt specielt meget.

Men er kommer den anden funktion så i spil. For du kan nemlig vælge helt frit om du vil koble H6 op via det højre eller venstre jack-stik, og med 1,2 meter kabel er det nogle gange det, der betyder, om du skal sidde med hovedet på sned, eller om du rent faktisk kan sidde oprejst, når du lytter til musik.

Opsamling

BeoPlay H6 Special Edition er et gennemført godt stykke håndværk fra B&O Play. Vi kunne godt tænke os lidt bedre mellemtoner helt generelt, og så kom nu med et lydkabel af en anseelig længe. De 1,2 meter kan vi altså ikke bruge til noget som helst – det er ikke os, alle der bruger et headset til 3.000 kroner sammen med vores smartphone, vel?

Derudover skal B&O Play have stor ros for komforten – uanset hvor længe vi brugte headsettet, så var det behageligt at have på, og det oplever vi kun alt for sjældent.

Det er også en skøn detalje, at der bruges ægte læder, det får en skøn patina over tid, og er kun noget, der vil gøre headsettet mere specielt at kigge på.

Produktinformation

  • Navn: BeoPlay H6 Special Edition
  • Producent B&O Play
  • Driver: 40 mm
  • Frekvensområde: 20-22.000 Hz
  • Type: Over Ear
  • Dimensioner: 197 x 194 x 40 mm
  • Vægt: 230 gram
  • Pris: Set til kr. 2.999 kroner
  • Mere information hos B&O Play

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%Tech-Test-wide-RGB-gold_small

Til 3.000 kroner skal et headset være godt, og det er BeoPlay H6 Special Edition. Skøn klar lyd og super-god komfort. Lidt bedre mellemtoner og et længere kabel til lyden kunne ønskes, men ellers er der ikke meget at udsætte.

Læs også:

Fin lyd, smukt design, tvivlsom pasform Er du til musik, så kan BeoPlay H2 hurtigt begejstre, som med storebroderen, BeoPlay H6 Special Edition, som Tech-Test testede i starten af januar (ht...
Nyt headset fra Plantronics eliminerer vindstøj Baggrundsstøj er hamrende irriterende når du skal bruge din mobiltelefon, og selvom mange headsets lover at kunne fjerne vindstøj, så er det sjældent ...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1946 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.