
Om Microsoft har gjort det for at drille alle os journalister, der har gættet på, at næste version af Windows ville blive version 9, vides ikke. Men på et stort anlagt pressemøde i dag har Microsoft annonceret, at næste version bliver Windows 10.
Dermed gentager de det versionsspring, de også foretog, da de gik fra Word 2.0 til Word 6.0 og ønsker sikkert dermed at vise, at der er markante ændringer fra det gamle OS til det nye.
Selv kalder Microsoft deres nye operativsystem for “den mest komplette platform nogensinde” og skulle give en skræddersyet oplevelse for brugere på tværs af alle platforme. Samtidig kan udviklere fremstille apps, der kan køre på alle platforme.
Microsoft har et meget ambitiøst mål, som de beskriver således:
“Windows 10 vil køre på en utrolig bred vifte af enheder – lige fra Internet of Things til servere i virksomheders datacentre over hele verden. Nogle af disse enheder har 4″ skærme, andre har 80″ skærme, og nogle har slet ikke skærme. Nogle af disse enheder kan du holde i hånden, andre står 3 meter væk. Nogle af disse enheder kan du primært bruge med berøring eller en pen, andre med mus og tastatur og andre med en controller eller fagter, og andre enheder kan skifte mellem inputtyper.”
På pressemødet fortalte Microsofts Joe Belfiore, at Windows 10 med vilje er designet til at ligne Windows 7, for at gøre det lettere for de mange Windows 7 brugere derude at skifte over til den næste version.
Hvad er så nyt?
Nogle af de nyheder, der kommer i Windows 10, bliver på brugergrænsefladen, hvor Microsoft i princippet har kombineret Windows 8s Metro-udseende med Windows 7s mere klassiske Windows-look. På den måde er den traditionelle startmenu blevet kombineret direkte med Metro-startskærmen, og de mange fliser er væk for dem, der har installeret Windows på en almindelig computer uden touch-skærm.
Der er også kommet en ny søgefunktion i startmenuen, hvor der også søges på nettet, og så kan du nu sætte forskellige skriveborde op, som så vil skifte alt efter, hvor du logger ind, for eksempel hjemme, på arbejde eller på rejsen.
Multitasking skulle også være blevet forbedret, og så kan du nu bruge copy&paste på kommando-prompten, hvilket ikke just er noget, vi har gået og ventet på, men ok.
For brugere af Windows 8s touch-funktion er der også godt nyt. Microsoft har tilføjet et nyt mode, Continuum, der skulle gøre skiftet mellem tablet- og laptop-tilstand lettere og hurtigere.
Mulighed for at prøve selv
I løbet af dagen i dag vil Microsoft lancere et Windows 10 “insider program”, der vil give de mest højlydte og entusiastiske brugere en chance for at prøve systemet og hjælpe med til at forme det nye OS, inden det bliver sluppet løs til offentligheden. Lyst til at være tidligt med på vognen, så klik ind her.
Officielt vil Windows 10 blive lanceret i slutningen af 2015, og Microsoft vil offentliggøre mange flere nyheder i starten af næste år.