
I sidste uge udgav Nintendo to nye udgaver af deres håndholdte konsoller, 3DS og 3DS XL. I denne uge kan den japanske legende berette om gode salgstal for begge konsoller.
På en uge har begge konsoller solgt mere end 335.000 eksemplarer i USA og Europa, hvor 175.000 blev solgt på den anden side af Atlanten, mens de 160.000 blev solgt på vores kontinent. Og ifølge MCV, der har fået adgang til salgstallene, har den nye 3DS XL solgt dobbelt så mange eksemplarer i forhold til den gamle udgave.
To lanceringstitler fulgte i kølvandet på de nye konsoller, hvor The Legend of Zelda: Majora’s Mask 3D har solgt 340.000 kopier i USA og 230.000 i Europa, mens Monster Hunter 4 Ultimate har solgt 110.000 kopier i Europa, hvilket er en fordobling i forhold til det tredje kapitel i serien.
På global plan har 3DS-konsollerne solgt mere end 50,41 millioner eksemplarer, men Nintendo indrømmer, at de håndholdte maskiner ikke levede op til salgsforventningerne sidste regnskabsår.
Her på Tech-Test har vi fået fingrene i den nye 3DS XL, som vi vender tilbage med en anmeldelse af i næste uge.