Ny forældreguide om børn og computerspil

Computerspilsmarkedet kan være en jungle, hvor forældre ikke altid kan følge med i, hvordan børnene bruger computerspil. En ny guide skal hjælpe forældre med at håndtere computerspil

Forældreguide

Børn og unge bruger computerspil til leg og underholdning, hvor vi andre brugte Lego-klodser, tegneserier og fjernsyn. Som forældre kan det være svært at følge med i, endsige forstå, børnenes forbrug af computerspil og beskytte dem mod utilsigtede hændelser, fordi der er sket et generationsskifte i måden, vi  underholdes. Før i tiden skulle vi have pengene fysisk op af lommen for at købe legetøj og underholdning – dagens børn har lettere ved at bruge penge, uden de egentlig er bevidste om det.

Multimedieforeningen har derfor i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge udarbejdet en ny kampagne målrettet forældre til børn og unge, der spiller computerspil.

Håndbog og hjemmeside

Kampagnen består af en hjemmeside og en håndbog, der giver en grundlæggende forståelse af computerspil som medie. Hvilke genrer findes der, og hvilke platforme afvikles spillene på anno 2014.

Aldersmærkning i dansk sammenhæng

Herudover gennemgås den fælleseuropæiske aldersmærkning af computerspil – PEGI – i en dansk sammenhæng.

”PEGI baserer sig på et samarbejde mellem mange forskellige europæiske lande, der har forskellige syn på børn og forskellige traditioner for børnebeskyttelse. Derfor bør danske forældre vurdere det enkelte spils potentiale ud fra, hvilke sammenhænge spillet bruges i. Her er det en god idé at tage børnene med på råd, da det ofte er dem, der har viden om spiltyper, indhold og hvordan spillene spilles i forskellige sammenhænge”, fortæller Anne Mette Thorhauge, der er formand for Medierådet for Børn og Unge.

Hjælp til opsætning

Endelig giver kampagnen konkret hjælp til hvordan man holder styr på hvilke spil der spilles og hvor mange penge, der bruges online.

”Det er i dag brugervenligt at købe spil direkte på spilkonsoller, smartphones og tablets, eller tilkøbe spilelementer løbende mens man spiller. I håndbogen gives en enkel opsætningsvejledning, så børnene ikke frit kan købe ind”, fortæller Morten Nielsen, der er formand for Multimedieforeningen.

Kampagnen findes på spilguide.muf.dk –hvor håndbogen kan downloades. Den fysiske version kan fås i Elgiganten og hos Kidsandmedia.dk 

 

Del artiklen på