
Firmaet, der er kendt for sine lange produktnavne, har gjort det igen. Logitech G303 Daedalus Apex Performance Edition Gaming Mouse er netop blevet annonceret. Logitech har forbedret præcision og hurtighed i forhold til markedsstandarden med denne mus, vi nøjes med at kalde for G303.
Logitech har ladet sig inspirere af professionelle- og hardcore gamere, da de udviklede G303, og udtalelserne fra gaming-miljøet har fået hardwareproducenten til at forbedre Logitechs Delta Zero optiske sensor. Dermed vil gamere opleve hurtigere reaktionshastighed, et DPI-interval på 200-12000 og forbedret præcision. Musen har selvsagt fokus på performance, hvilket ligger i navnet, og den kan bevæge sig 300 tommer per sekund, men Logitech garanterer også god performance uanset overflade, musen bevæger sig på. G303 appellerer dermed til gamere, som spiller skydespil og MMOer.
G303 har seks programmerbare knapper, der hver kan holde til 20 millioner klik, hvilket ifølge pressemeddelelsen svarer til en professionel gamer, der spiller 10 timer om dagen i to år.
Ydermere har G303 RGB-belysning i bunden, og du kan indstille lyset i 16,8 millioner farver. Musen vejer blot 133 gram med kabel, og den står til en vejledende udsalgspris på kr. 599, når den kommer på markedet i denne måned.