
Vi fristes til at sige endelig… Microsoft har længe haft nogle fortrinlige apps, Word, Excel og PowerPoint til iPad, men de har godt nok brilleret med deres fravær på Android-tablets. Men nu har Microsoft så annonceret, at fra og med i dag, findes de endelig versioner af Office også i Google Play.
Microsoft fortæller i en pressemeddelelse, at disse apps er programmeret helt fra bunden af, så de burde virke og udnytte alle Androids muligheder. Microsoft har fremstillet en lille video, der viser nogle af mulighederne i Office til Android tablets.
Du kan læse hele Microsofts egen præsentation af disse apps på deres blog her.
Outlook til iPad – endelig
Samtidig har Microsoft lanceret deres iOS-version af deres utroligt populære mailprogram, Outlook.
De fleste af os har nok brugt den indbyggede mailklient og kalender, men nu kan du altså få direkte understøtning af mail og kalender fra Outlook.
Hvis du vant til at bruge Outlook på pc eller Mac, så vil du hurtigt føle dig hjemmevant i Outlook til iPad. Programmet har en lang række af de funktioner, du finder i Outlook på din computer, og pludselig er kalender, kontakter og mail integreret – helt som du kender fra Outlook.
Du kan læse meget mere om Outlook for iPad hos Microsoft, og så skal vi da lige nævne, at med lanceringen af denne app har Microsoft også annonceret, at der findes en preview-version af Outlook til Android – og den glæder vi os rigtig meget til at se.