
Sennheiser lover os rigtig mange ting. Med alle løfterne i pressematerialet, vi modtager sammen med Momentum In-Ear, skulle man tro, at Sennheiser stiller op til Folketingsvalget i år. De lover, at øretelefonerne er lavet af de allerbedste materialer, levering af den meget roste Momentum-lyd i sin mindste og mest kompakte form, kraftfuld basrespons, detaljerede vokaler og et virkeligt stort lydbillede. Begår Sennheiser løftebrud, eller er Momentum så fantastiske?
Design og komfort
Øretelefonerne har et flot, kompakt og frækt design, og de er lavet af kvalitetsmateriale. Guldbeklædt er jack-stikket for at sikre tabsfri gengivelse af lyden fra din enhed til Momentum. Ledningen består af 1,3 meter gummiagtigt materiale, der ikke bliver filtret ind i sig selv så let, og i toppen af højre ledning har du en fjernbetjening med tre knapper, der også fungerer som en mikrofon under telefonopkald.
Ørepropperne er vinklet 15 grader fremad, så de når længere ind i dine øregange, mens spidserne af propperne er beklædt med meget blød og behagelig silikone.
Øretelefonerne sidder godt, og de er ikke til at ryste ud af sig, men det kan være lettere ubehageligt, at ørepropperne når langt ind i øregangen. Heri består en af Momentum In-Ears få ulemper. For selv om ørepropperne er meget behagelige at have i ørerne, kan du fornemme, at der skabes tryk inde i øregangen – ligesom når du letter og lander på en flyvetur. Fordelen er til gengæld, at du får lukket en stor del af støjen fra omgivelserne ude, hvormed du kan fokusere på din musik.
En løve brøler gennem en hasselmus
Hvor Momentum virkelig imponerer er på lydsiden – og det manglede da bare. Da vi spiller Crystal Method, der er en progressiv house duo, oplever vi en basrytme, som få andre mærker kan leve op til. Albummet Divided by Night stiller krav til bassen, og her leverer Sennheisers øretelefoner varen med pumpende basgengivelse og fylde.
Momentum har samtidig respekt for mellemtonerne og de finere detaljer i lydbilledet. Når vi spiller akustisk rock og klassisk musik, der er optaget i en koncertsal, fornemmer vi en skarp diskant, der får highhat og høje vokaler til at gå klokkeklart igennem. Subtile instrumenter som triangel og harpe kommer også til orde, mens vi får en god fornemmelse af rumklang. Vi får dog ikke den fulde fornemmelse af at være i en koncertsal, men det ville også være urealistisk med et par øretelefoner til kr. 780.
Vi udsætter Momentum for Deleriums albummer, Chimera og Music Box Opera, hvor gengivelse af bas, diskant og mellemtoner for alvor kommer på prøve, da den elektroniske duo er kendt for at lege med et detaljeret lydbillede, lyse vokaler og kraftfuld bas. Atter er det svært at kunne sætte en finger på noget. Vi oplever trofast gengivelse af bassen, men den overdøver ikke forsangerindens skarpe og lyse vokal, mens de mange nuancer i numrene får lov til at træde frem. Sennheiser formår at få enormt meget saft og kraft ud igennem et par ørepropper, der fylder stort set ingenting – tænk at det kan lade sig gøre!
Vores absolut eneste anke med lydkvaliteten, og det virker måske småligt i det store hele, er mikrofonen i fjernbetjeningen, der har svært ved at opfange vore stemmer under opkald, når vi går uden for i blæsten. Er der vindstille, eller er vi indendørs, kan vi sagtens bruge Momentum til telefonsamtaler.
Kuriøs opdeling
Ejer du en iPad og en Android-telefon, kan du ikke udnytte Momentum fuldt ud på begge enheder, da Sennheiser har valgt at udvikle forskellige udgaver af øretelefonerne, så de enten passer til Android-enheder og iOS-enheder. En lettere mærkelig opdeling som vi ikke helt forstår.
Opdelingen betyder dog ikke, at du ikke kan lytte til musik med Momentum på forskellige platforme, men fjernbetjeningen fungerer ikke med iOS-enheder, hvis du har købt Android-udgaven. Du bør derfor gøre op med dig selv, hvilken enhed du bruger mest, så fjernbetjeningen fungerer optimalt.
- Navn: Momentum In-Ear
- Producent: Sennheiser
- Frekvens: 15-22000 Hz
- Frekvens for mikrofon: 100-10000 Hz
- Impedans: 18 Ohm
- Vægt: 16 gram
- Set til: Kr. 780
- Mere information hos Sennheiser
Samlet vurdering 95 %
Sennheiser lever op til deres gode ry. Momentum In-Ear er noget nær perfekt i sin gengivelse af musikken, og øretelefonerne imponerer med kraftfuld og fyldig lyd i kompakt format. Samtidig formår Momentum In-Ear at holde en stor del af baggrundsstøjen ude, så du er næsten alene med din musik i travle omgivelser.