Reel nytænkning bag ny gaming-mus

Endelig en gaming-mus, der byder på mere end blot øget hastighed og syret design. Er du til skydespil, er det svært at undgå denne krabat

Tyske Roccat er aktuelle med en gamermus, der er gearet til skydespil, hvor du ikke kun kæmper som infanterist, men også betjener alverdens krigsmaskiner. Roccat Tyon er en nyhed, hvor vi rent faktisk kan få øje på nytænkningen, men én ting er, hvordan musen er designet til at fungere, en anden ting er, hvordan den fungerer i praksis.

På tegnebrættet kan alting lade sig gøre

De fleste skydespil har i dag en eller anden form for fartøj, du kan kontrollere, mens du pløkker løs på dine fjender. Desværre er kontrollen af fartøjerne ikke altid lige let, da du skal accelerere og bremse – sågar lette og lande hvis du bemander fly eller helikoptere. Roccat ved, at nemme og let tilgængelige kontrolfunktioner giver dig en konkurrencefordel i spil som Destiny og Battlefield 4. Derfor har hardwareproducenten givet Tyon to nye knapper, der gør livet lettere, når du spiller skydespil.Tyon har to ”finner”; en i venstre side du kan trykke op og ned, samt en på ryggen af musen du kan skubbe fra side til side. Finnen i venstre side kan bruges til acceleration/bremsning af dit køretøj, mens finnen på ryggen kan bruges til at bladre mellem dine våben. Roccat giver dig muligheden for at beholde dine fingre på WASD-tasterne, da du ikke behøver at give slip på dem, når du skal flyve, genlade eller vælge våben.

På æsken skriver Roccat, at du har 14 museknapper, du kan programmere. Vi er måske ved at blive demente, men vi tæller kun 12 knapper, hvis vi inkluderer scrollhjulet og de to finner. Henter du programmet, der hører til Tyon, kan du ændre funktionerne på alle musens knapper, så de passer til dit temperament og spillestil. Atter har du et teoretisk godt udgangspunkt for at forbedre dine evner, når du spiller.

Musens opløsning strækker sig fra 200 dpi til 8200, hvilket gør den ideel til skydespil, hvor du både skal agere snigskytte såvel som når du brager ned ad en gyde, hvor fjenderne dukker op i alle retninger, og du skal reagere hurtigt.

Et hav af indstillinger

Først mærker vi efter, hvordan Tyon ligger i hånden – musen føles som en rotte på grund af sin størrelse. Vi har svært ved at få et ordentligt greb om museryggen, hvilket resulterer i, at højre håndled slæber sig henover bordet, når vi bevæger musen. Til gengæld er har designerne hos Roccat formået at gøre alle knapper let tilgængelige, så både højre tommelfinger, pegefinger og langemand kan nå ud til samtlige knapper, de er i nærheden af.Vi installerer driveren, der følger med musen, så vi kan begynde at programmere knapperne. Er du ikke bekendt med Roccats drivere, vil du i begyndelsen føle dig overvældet over de mange funktioner, du kan tilpasse. Er du vant til at programmere Roccat-hardware, vil du omgående føle dig hjemme, da Tyon-driveren ligner alle andre Roccat-drivere, der faktisk giver dig et godt overblik.Da vi gerne vil spille Battlefield 4 og Destiny, hvor vi kan bemande fartøjer, tilpasser vi musens knapper til disse skydespil. Tyon understøtter Easy-Shift, der gør, at du kan holde en knap nede for at give de øvrige knapper nye funktioner. Med Tyon kan du rent faktisk placere Easy-Shift funktionen på andre knapper end blot den forudindstillede, hvilket har været et problem med andre Roccat-mus, og det er en fordel, da vi gerne vil bruge tommelfingerknappen i bunden af venstre side til midlertidig reduktion af dpi’en – perfekt når vi skal tage sigte med snigskytteriflen.

Musens farvepalette justerer vi ligeledes med lethed, så Tyons lyskilder i scrollhjulet og bunden har pulserende blåt og gult lys. Endelig justerer vi Roccat Talk-funktionen, så en stemme fortæller os inde i spillet, hvor høj eller lav dpi’en er, når vi ændrer på den.

Praksis

Brugen af finnerne overrasker os positivt, da vi kører Windows 8.1, og vi kan bruge finnen på ryggen til at bladre mellem vores apps i startmenuen. Vi slipper for at swipe for at navigere i menuen.

I Battlefield og Destiny oplever vi, hvor let det er at betjene fartøjer eller bladre mellem vores våben ved hjælp af finnerne. Finnen på ryggen ligger perfekt mellem langemand og pegefingeren, så vi kan bruge dem til at skubbe finnen fra side til side, uden at vi behøver at løfte fingrene. Knapperne til højre for højre museknap er programmeret til at genlade vores våben, så vi ikke behøver at bruge tastaturet til dette. Finnen i venstre side af musen er programmeret til at lette og lande vores fartøjer, mens knappen i bunden af venstre side er programmeret til at sænke dpi’en midlertidigt, når vi skal agere snigskytte.Vi oplever rent faktisk, at Tyon giver os en konkurrencefordel, fordi vi undgår at skulle give slip på WASD-tasterne for at genlade, bladre mellem våben samt betjene fartøjerne. Tyon gør det utroligt let for os at tage sigte – og sigte meget præcist.



Tyon gør det også let for at justere dpi’en på farten, da vi har indstillet de to knapper til venstre for venstre museknap til dette. Med Roccat Talk får vi at vide, hvad dpi’en er på, når vi justerer den, hvilket giver et godt overblik. Musen har ingen præcisionsproblemer, når vi sigter, og reaktionsevnen er lige i skabet. Tyons fødder i bunden er lavet af et materiale, der gør det let for dig bevæge musen henover en træbordplade, glas, metal og sågar hård gummi – uden nævneværdig larm. Vores eneste problemer med Tyon er, at scrollhjulet er lidt for stramt, højre og venstre museknap er lidt hårde at trykke på, og den er lidt for let til vores stillestil. Ydermere understøtter Tyon hverken iOS X eller Linux, hvilket er en forbandet skam, hvis du ejer en computer med et af de to styresystemer – et generelt problem med Roccat-produkter.

Tyon sætter nye standarder

Prisen for Tyon er en anelse pebret. Musen er hverken trådløs eller lavet af specielle high-end materiale, men du betaler for nytænkningen. Vi er ikke i tvivl om, at Roccats ide om to finner er noget, som andre hardwareproducenter vil forsøge at kopiere på en eller anden måde. Finnerne giver en markant konkurrencefordel i dine skydespil. Om Tyon er prisen værd afhænger helt af, hvor langt du er villig til at gå for at vinde i dine skydespil.Produktinformation

Navn: Roccat Tyon
Producent: Roccat
Processor: 72MHz Turbo Core V2 32-bit Arm based MCU
Opløsning: 200-8200 DPI
Maksimal acceleration: 30G
Maksimal hastighed: 3,8 m/s
Vægt: 126 gram ex. kabel
Dimensioner: 13.5 x 7.8 x 4 cm
Kompatibel med: Windows XP, Windows Vista, Windows 7 & Windows 8
Pris: Kr. 820
Mere information hos Roccat

Bedømmelse

Samlet vurdering: 90%Tech-Test-wide-RGB-silver_small

Roccat Tyon er en dyr mus, men den giver dig en række nye konkurrencefordele, du vil nyde godt af, når du spiller skydespil mod andre. Tyon øger din performance med det intelligente design og praktiske funktioner.