Så blev Windows 10 lanceret officielt

Så skete det endeligt - efter måneders gætterier på, hvad den kommende version af Windows vil indeholde - præsenterede Microsoft i går aftes Windows 10, og fortalte om de spændende nyheder, der vil være at finde, ikke mindst at det bliver en gratis opgradering

I går aftes dansk tid, afholdt Microsoft et stort møde, hvor detaljerne for den nye version af Windows 10 blev afsløret. Blandt de mange spændende nyheder var blandt andet, at Windows 10 bliver en gratis opgradering til eksisterende brugere af Windows 7, Windows 8,1 og Windows phone 8.1. Det eneste krav fra Microsofts side af, udover at du skal have en lovlig kopi af de nævnte version af Windows, er at opgraderingen finder sted inden for det første år efter lanceringen af Windows 10.

Windows 10 skulle give en ens oplevelse, uanset om du arbejder ved en pc, tablet eller smartphone – Microsoft fortalte på mødet, at det handler om at sætte oplevelsen i centrum, ikke produktet.

Nogle af de nye ting vi kommer til at se, er blandt andet:

Cortana bliver en del af pc’en og tablets: Cortana er Microsofts personlige digitale assistent, som forstår, hvad du siger, lærer hvad du gør og forventer og kan vejlede dig og minde dig om kalenderbegivenheder og møder. Hidtil har Cortana været forbeholdt Windows Phone brugere, men nu kommer den altså også til pc og tablet.

Eneste lille ting her – Cortana er ikke aktiveret på din smartphone i dag, hvis din region er sat til Danmark. Det kræver, at din region er sat til USA, før Cortana vil vise sit digitale ansigt. Der er ingen informationer om, hvorvidt det samme gælder for Cortana til pc og tablet, men mon ikke det vil være tilfældet? Vi håber, at Microsoft får øjnene op for, at Cortana sagtens kan bruges i Danmark, også selvom hun forventer, at vi taler til hende på engelsk.

Internet Explorer får en afløser – Project Spartan: Internet Explorer har været en fast og integreret del af Windows i evigheder, men nu kommer der så en  helt ny internetbrowser. Navnet ligger endnu ikke fast, men Project Spartan, som kodenavnet er, bliver den nye browser.

Microsoft ønsker at sætte fokus på interoperabilitet, som for eksempel at skrive noter direkte på et website via tastatur eller pen og derefter dele sitet (inklusive noter) med venner eller kolleger.

Ny læsevenlig sidevisning, som skulle fungere både online og offline, skulle gøre det lettere at læse  hjemmesider, og så bliver Project Spartan bygget op om en helt ny grænseflade, som er udviklet specielt til Windows 10 – vi glæder os til at se en demo af den.

Xbox kommer til Windows 10: Ja, næsten altså. Der kommer en Xbox-app til Windows 10, Xbox til Windows 10, der giver spillere og udviklere adgang til indhold fra Xbox Live gaming-netværket. Umiddelbart kommer bliver det ikke muligt at spille Xbox-spil direkte på Windows 10, men det vil blive muligt at streame spil fra Xbox-konsollen til Windows 10-skærmen og så spille dem på den måde.

Nyudviklede Office apps: Med Windows 10 kommer der også helt nye version af Office, der er udviklet direkte til Windows 10. Specielt lægger Microsoft vægt på, at de nye Office Apps er optimeret til berøring, så det ikke længere skal være så pokkers svært at ramme de små knapper med fingeren.

Glidende overgange mellem tilstande: Microsoft har indført noget, de kalder for Continuum-overgang, som handler om at give brugeren en så smidig oplevelse som muligt, når der skiftes mellem tastatur og mus og tablet. Windows 10 registrerer selv, når du skifter arbejdsmåde, og skifter automatisk tilstand for at tilpasse sig situationen.

Nye universelle apps: Med Windows 10 kommer der nye programmer (apps), der skal give en ensartet oplevelse, uanset om du bruger dem på pc, tablet eller smartphone.

Tilpasningsdygtig: Windows 10 skulle også være tilpasningsdygtig. Den skulle nemlig tilpasse sig den enhed, brugerne arbejder på, så oplevelsen altid vil være så ens som mulig. Det er også nødvendigt, for Microsoft forventer at Windows 10 kommer til at køre på alle typer enheder i den nye Internet of Things-verden.

Det vil i praksis sige, at Windows 10 lige så godt kan køre på en enhed uden skærm, som en med en 4″ skærm eller måske med en 27″ skærm.

Klar til holografi: Det bliver rigtig spændende at følge Windows 10, for en af de rigtig spændende ting ved det nye system er, at den åbner op for en holografisk fremtid med Microsoft HoloLens.

Windows 10 bliver leveret med værktøjer, der gør udviklerne i stand til at udvikle holografiske oplevelser i den virkelige verden.

I forbindelse med præsentationen af mulighederne med hologrammer i Windows 10 afslørede Microsoft også en meget avanceret holografisk computer. Microsoft HoloLens, som er den første selvstændige holografiske computer – der kræves ingen kabler, telefoner eller pc-tilslutninger.

Microsoft HoloLens har gennemsigtige holografiske HD-linser og et lydbillede, der fortæller dig, hvor i rummet lyden kommer fra, så du kan se og høre hologrammer i verden omkring dig. Microsoft HoloLens, som er udstyret med avancerede sensorer, en helt ny generation af system-on-a-chip og en helt ny HPU (Holographic Processing Unit), der forstår det, du laver og verden omkring dig, og som behandler flere terabyte data fra sensorerne i realtid.

Ved at placere tredimensionelle hologrammer i verden omkring dig giver Microsoft HoloLens et helt nyt perspektiv på din virkelighed, der forstår, hvad du ser på, og hvad du siger med dine hænder og din stemme. Ved at placere dig i centrum af oplevelsen giver Microsoft HoloLens dig mulighed for at kreere, få adgang til informationer, blive underholdt og kommunikere på nye og spændende måder.

Har du lyst til at prøve Windows 10 selv, så kan du finde en Technical Preview her, hvor du også kan læse mere om systemet og om Windows Insider-programmet.

Windows 10
Windows 10
About Lars Bennetzen 3824 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?