Sackboy kigger ikke forbi som lovet

Går du og venter på Little Big Planet 3, bliver ventetiden længere end forventet.

Sonys sociale og familievenlige platformspil, Little Big Planet 3, er et af de helt store eksklusivtitler, der skal sælge PlayStationkonsoller op til julen – nu er spillet blevet udskudt indtil den 26. november.

Ifølge et blogindlæg på PlayStations europæiske forum forklarer Sony meget lidt om årsagerne til forsinkelsen. Budskabet lyder blot, at man er blevet opmærksomme på nødvendigheden i at udskyde spillet. Pudsigt nok vil spillet ikke være forsinket i USA.

Vi har modtaget en udtalelse fra Nordisk Film Interactive, der distribuerer PlayStation og Little Big Planet 3.

“Little Big Planet 3 er rykket til d. 26. nov. Sony Computer Entertainment Europe (SCEE) har valgt at gøre dette med tanke på, at Little Big Planet 3 er et helt unikt spil, der adskiller sig kraftigt fra de andre spiludgivelser på samme tid. For at kunne give spillet det bedst mulige ”vindue” og den bedst mulige start i markedet har SCEE derfor valgt at rykke lanceringen en uge frem til d. 26. nov.”, fortæller Mette Buhl Bergholt til Tech-Test.dk.

Little Big Planet 3 udkommer til PlayStation 3 og PlayStation 4. 

 

Del artiklen på