
Chromebooks har indtaget landet, og her på Tech-Test har vi allerede testet et par stykker af slagsen. Naturen af en Chromebook er ret simpel, man kunne fristes til at kalde dem for ”one trick wonders”. Producenterne har ikke så meget, de kan pille på. Primært kan de ændre en anelse på design og en lille smule på hardwaren, men det er ikke det store.
Acer har dog kigget grundigt efter og set på, hvor de har kunnet gøre den største forskel, og valgt at basere Chromebook 13 på Nvidias Tegra K1 processor, der er bygget med energieffektivitet for øje, men som stadig kan levere en fortrinlig ydelse, takket være de fire kerner processoren har.
Enkelt design
Når man kigger på Chromebook 13, får man indtryk af, at Acers bosser har givet designerne ordre til at fremstille en slank maskine, men uden at bruge for meget tid på finesserne. Resultatet er en laptop, der set fra oven er ret firkantet, men som kun er sølle 1,8cm tyk.
Men hængslernes udformning, og ikke mindst portenes placeringer, (HDMI og usb 3.0 på bagsiden, og en enkelt usb-port på venstre side), bringer tankerne tilbage til en hurtig løsning.
Designet kan kaldes for minimalistisk og enkelt, men det kan ikke kaldes for elegant. Den hvide farve aspirerer ellers lidt efter elegance, det virker bare ikke.
Når låget åbnes, bliver vi præsenteret for en skærm, der har en opløsning på 1.366 x 768, og som står meget flot og klart.
Acer skal roses meget for at sikre, at skærmen er af en type, der ikke er reflektiv. Acer bruge noget, de kalder for ComfyView-teknologi på skærmen, og det virker. Selv med en lampe relativ tæt på skærmen fik vi ikke reflekser, og det skal belønnes.
Acer Chromebook 13 fik masser af point i brugsfasen af vores test. Skærmen vedblev med at være behagelig at se på. Nogle gange kunne vi måske godt have ønsket os en lidt mere lysstærk skærm, men i bund og grund så var den god at se på.
En Chromebook er ikke en computer, du bruger til at spille på, og derfor kan vi godt acceptere, at skærmen er noget mindre lysstærk end tilfældet er på en traditionel laptop.
Tastaturet skal også have et par rosende ord med på vejen – og et par der er knapt så rosende. Under almindelig brug er det et skønt tastatur, det er en anelse tungt i anslaget, men det kan man sagtens vænne sig til.
Tasterne er også af en rigtig god størrelse, og er af ’ø’-typen. Men det er så også her, at vi lige må komme med en anke. Alle tasterne er isolerede fra hinanden – eller rettere næsten alle. To af tasterne klistrer sig nemlig op ad deres nabo, og for folk som undertegnede, der er en inkarneret 10-fingersystems-mand, er det ret irriterende.
Lige de to taster, der ligger klistret op mod deres nabo, er godt nok ikke nogen, der bliver brugt tit, men det er de taster, de ligger op ad. Resultatet er, at det er let at komme til at lave tastefejl, når en af disse taster skal bruges.
Ellers skal Acer roses for at lave et tastatur, hvor de mest almindelige funktioner, så som at skrue op og ned for lyden, gå frem og tilbage i browseren og ikke mindst genindlæse en side, kan klares med et enkelt tastaturklik.
Nu vi er ved den daglige brug, så skal der også kippes lidt med flaget over lydsiden. Der er faktisk en forbløffende god lyd i Chromebook 13. Den musik, vi kastede efter den, klarede den i fin stil.
Naturligvis kan det sagtens høres, at der ikke er plads til det mest imponerende lydsystem, men Acer har nu alligevel få et proppet helt fortrinlig lydsystem ned i kassen, og det skal de roses for.
Naturligvis har indbyggede højttalere i en laptop begrænsninger, og det gælder også her. Lyden er fin, men sæt musik på med masser af bas, og du vil blive skuffet. Den håndterer bare ikke den del specielt godt – ja faktisk så mangler bassen næsten totalt.
Opsamling
En Chromebook er og blive en Chromebook. Det er intet værd uden en netforbindelse, og som bruger er der ikke det store, du kan gøre for at personalisere systemet.
Men det er fascinerende at arbejde på Acer Chromebook 13, der har leveret et rigtig godt tastatur, og som kommer med en skærm, der er meget behagelig at kigge på. Nej – grafikken er ikke den bedste i verden, og vi ville næppe anbefale at bruge den som den computer hjemmet kan bruge til at streame tv til. Der er for meget pixelering og skærmen er ikke hurtig nok til at det i længden er behageligt.
Men som arbejdscomputer er den rigtig god. Den er behagelig at arbejde på, og det er dejligt, at dine dokumenter følger med dig, når du logger på din gmail-konto på en anden computer.
Vi savnede muligheden for at tilkoble et sim-kort, så vi ville være helt uafhængige af at skulle være i nærheden af en fast opkobling.
Batterilevetiden er klart det bedste ved denne laptop. På en fuld opladning var vi tæt på at den kørte i 10 timer, hvilket var utrolig godt og meget imponerende.
Alt i alt er vi glade for denne Chromebook. Vi kunne godt ønske os at Acer ville vælge at gå en anden vej end ”Apple wannabe look”. Det er ikke en Macbook Air og bliver det aldrig.
Prisen er også meget attraktiv til godt under 3.000 kroner får man rigtig meget laptop for pengene, og det skal også belønnes.
- Produktnavn: Chromebook 13
- Producent: Acer
- Lager: 4 GB DDR3L
- Dimensioner: 32,7 x 22,75 x 1,795 cm
- Vægt: 1,5 kg
- Processor: Nvidia Tegra K1 quad-core
- Grafik: Nvidia
- Understøtter: 802.11 a/b/g/n/ac
- Usb-porte: 2 stk.
- Set til: 2.700 kroner
- Mere information hos Acer