Smagen af imiteret engelsk bøf

Nintendo har kastet sig ind i en utraditionel alliance, der har ført til et utraditionelt Zeldaspil, som byder på alt fra nostalgi til mærkelige stønnelyde.

Nintendo er begyndt at sælge ud af arvesølvet. Enten for at prøve nye ideer af eller for at sælge flere Wii U-konsoller. Hyrule Warriors smager af Zelda-universet, men hvis du kender til Link og Zeldas univers, vil du mærke, at Hyrule Warriors kun har en smule med den legendariske rollespilserie at gøre.

Hyrule Warriors er ikke udviklet af Nintendo, men af det japanske spilfirma, Koei Tecmo, der er kendt for hack ’n slash-spil som Ninja Gaiden og Dynasty Warriors. At Nintendo har udliciteret udviklingen af et Zeldaspil, er i sig selv uhørt, da den japanske spilgigant normalt selv står for udviklingen, hvilket har været et kvalitetsstempel i sig selv – sjældent har et Zeldaspil scoret under 90 % på Metacritic.

Derfor spekulerer vi i, om Hyrule Warriors er et forsøg på, fra Nintendos side af, at sende et lettere middelmådigt spil på gaden, der skal kapitalisere på Zelda-brandet. For Nintendo Wii U-konsollen sælger ikke, hvilket hovedsageligt skyldes en mangel på spil – mere specifikt, en mangel på klassiske Nintendospil såsom Zelda.

Ny alliance, monotont gameplay

Hyrule Warriors er et actionspil – eller sagt på godt, gammeldags nørdsprog, et hack ’n slash-spil. Gameplayet går i sin enkelthed ud på, at du skal hakke horder af fjender og monstre som høns og soldater, til døde med sværd og trolddom. Gameplayet stikker dog en anelse dybere end et konventionelt hack ’n slash-spil, eftersom der er en række rollespilselementer. Fusionen mellem rollespil og hakkespil er kendetegnet for Nintendos alliance med Koei Tecmo. 

Zelda har altid været et let tilgængeligt rollespil, hvor gåder og udforskning har været rygraden i spilserien. Du bliver belønnet for at udforske og finde genstande, ligesom du tjener erfaringspoints i kamp. En vindende formular fra Nintendo, der byder på en smuk rollespilsoplevelse og afbalanceret kamp.

Dynasty Warriors-serien er Koei Tecmos store flagskib, der byder på storslået, kinesisk hak og flæns, men uden du havde behov for at bruge hjernen alt for meget. Desværre for Hyrule Warriors smager spillet mere af Dynasty Warriors end Zelda, selv om indpakningen siger noget andet.

I Hyrule Warriors kan du spille som elverhelten, Link, eller en af hans 12 venner, du støder på, jo længere du kommer ind i spillet. Egentlig er der ikke nævneværdig forskel på Link og vennerne, eftersom alle byder på stort set de samme tastekombinationer, når de skal udføre våbentricks. Forskellen består faktisk kun i eksekveringen af de få, forskellige tricks, og hvordan de ser ud. Men uanset hvad kan alle krigerne de samme grundtricks, hvormed ingen har fordel frem for den anden. Har du spillet God of War, ved du, hvor gennemført et hack ’n slash kan være – og hvor mange forskellige tricks en figur kan have. Dermed fremstår Hyrule Warriors meget monotont i sit gameplay.

Samme monotone oplevelse får du, når du render rundt i de 18 store arenaer, hvori spillet foregår. Du skal erobre sektioner af hver arena, før du avancerer mod banens hovedboss, der er den eneste nogenlunde begavede modstander, du vil møde i kamp. For de hjernedøde, fjendtlige horder er måske overvældende i antal, men de står stort set kun passivt og ser til, mens du hakker deres kammerater til døde. Ind i mellem kommer der en mindre boss, som er aggressiv, og du bliver nødt til at studere hans adfærd, men ellers er du landmanden med motorsaven blandt sovende køer.

Alligevel rammer Hyrule Warriors ikke bunden af karakterskalaen. Det skyldes, at spillet faktisk har elementer fra Zelda-universet, der skinner igennem. Enkelte modstandere, især bosserne, skal nærstuderes for svagheder, før du kan nedlægge dem. Du bliver belønnet for at gå på opdagelse i de forskellige baner, og du kan opgradere dine figurer ved at samle ressourcer. Især belønningssystemet gør, at du har lyst til at samle ressourcer og gennemføre banerne, så du kan se dine helte vokse.

Zelda med undertoner af japansk erotik

Hyrule Warriors er et billedligt godt gensyn med Zelda-universet, hvor du oplever elementer fra Ocarina of Time, Skyward Sword og Twillight Princess. Er du fan af serien, vil du bestemt føle en form for nostalgi, der løfter spillet til et højere niveau.

Link ligner sig selv, ligesom prinsesse Zelda er den sædvanlige gudinde at se på. Miljøerne, og selv visse fjender, er forholdsvis nuttede at se på, selv om grafikken generelt er lettere grynet og uskarp, men detaljegraden i grafikken kunnen være bedre. Til gengæld er der en skarp fornemmelse af letpåklædte kvinder og pigebørn, der kommer med småerotiske stønnelyde, når de kæmper eller taler. Dermed er Hyrule Warriors et spil, der begynder at smage af Tecmo og deres Dead or Alive-serie, hvormed det er på tide at fjerne små børn fra fjernsynet. 

Selvom det er meget begrænset med rigtige talestemmer i spillet, fremstønner de kvindelige karakterer, især den ypperste fe, en masse erotiske lyde, der fuldstændig gennemhuller det ellers så autentiske Zelda-billede, grafikken lægger op til. Dog formår spillets soundtrack at kompensere en smule for de erotiske undertoner, og du vil mærke, hvordan musikken minder meget om den, du kunne opleve i de gamle, klassiske spil. 

Zelda light med bismag af kunstige tilsætningsstoffer

Er du fan af den lille, grønne elver og hans ellers meget nuttede univers, vil du bestemt føle dig hjemme sammen med krigerne fra Hyrule. Du vil kunne overse spillets mange småfejl i grafikken og det monotone gameplay, fordi det er Zelda. Hvis du ikke er fanatisk fan af serien, vil du sågar kunne nyde Nintendos eksperiment med Koei Tecmos vinkel. 

Ikke desto mindre føles Hyrule Warriors som et lettere desperat forsøg fra Nintendos side på at få presset et spil på markedet, der kan sælge konsoller, fordi indpakningen glimter af Zelda. Resultatet føles middelmådigt, og hvis du ikke er Zelda-fan, er det tvivlsomt, at du vil nyde dette eventyr. 

 Produktinformation

Titel: Hyrule WarriorsPlatform: Wii UUdvikler: Koei TecmoUdgiver: NintendoGenre: Action/rollespilSet til pris: Kr. 356Mere information hos Nintendo

 

 Bedømmelse

Samlet vurdering 60%

Smagen af kunstige tilsætningsstoffer er kraftig, fordi Hyrule Warriors tilfører Zelda-universet elementer, som ikke hører hjemme her – såsom erotiske pikanterier. Hack ’n slash-gameplayet er overfladisk, og dine fjender snorksover i kamp, men spillet formår alligevel at løfte sig i niveau, fordi charmen fra Zelda-spillene alligevel skinner så stærkt igennem.

Del artiklen på