
Microsofts kvartalsregnskab er blevet offentliggjort, og Polygon har fået fat i tallene, der viser, at salget af Xbox One-konsoller ikke virker så lovende.
Xbox-konsollerne har samlet solgt 6,6 millioner eksemplarer i løbet af juletiden, der løber fra 1. oktober til 31. december, hvilket er et fald i forhold til julen 2013, hvor 7,4 millioner Xbox-konsoller blev sendt over disken fordelt over 3,9 Xbox One-maskiner og 3,5 Xbox 360-maskiner. I dette kvartalsregnskab deler Microsoft ikke salgstallene op, så vi ved reelt ikke, hvor godt Xbox One har klaret sig.
Tidligere på måneden kunne vi fortælle, at Sony har solgt mere end 4,1 million PlayStation 4-konsoller i samme periode, hvor tallet var meget specifikt.
Microsoft annoncerede den 15. januar, at Xbox One var den bedst sælgende konsol i november og december på det amerikanske marked, hvilket skyldtes en midlertidig prisreduktion fra $399 til $349.
At Microsoft ikke ønsker at offentliggøre detaljerede salgstal kunne indikere, at Xbox One ikke har været den helt store sællert, som hardwaregiganten ellers annoncerede den 15. januar. Spekulationen får yderligere næring af, at Microsoft også annoncerede den 15. januar, at faldet i den amerikanske pris til $349 vil være permanent. Dette kunne tyde på, at Microsoft føler et behov for at konkurrere mod PlayStation 4 på prisen.