
Sidste uge bød på spekulationer omkring det kommende Star Wars: Battlefront, da spillets hjemmeside begyndte at lække informationer om spillet. EA og DICE har benyttet lejligheden til at annoncere den officielle udgivelsesdato, 19. november i Danmark.
Datoen er strategisk vigtig for Electronic Arts, eftersom forlaget kommer til at ride på bølgen, der skabes af Star Wars: Episode VII – The Force Awakens. Filmen udkommer i biograferne den 17. december.
I pressemeddelelsen fortæller EA, at Star Wars: Battlefront giver fansene mulighed for selv at opleve mange af de berømte øjeblikke og kampe, lige fra at skyde med blasters, flyve ture på speeder bikes og i snow speeders, til at styre AT-AT’ere og TIE-fighters samt Tusindårsfalken. Kampene vil finde sted på nogle af de mest ikoniske planeter i Star Wars-universet, inklusive Endor, Hoth, Tatooine og den hidtil uudforskede planet Sullust. Spillerne får muligheden for at påtage sig rollerne som nogle af de mest kendte figurer fra Star Wars-universet, inklusive Darth Vader og Boba Fett. Star Wars Battlefront vil indeholde en lang række spiltyper, der er skræddersyet til forskellige former for kamp – fra store konkurrencebaserede slag for 40 personer i multiplayer til specialdesignede missioner, der kan spilles alene, med en ven via delt skærm eller i samarbejde online.
Samtidig har en ny annonceringstrailer fundet vej til nettet, hvor det interessante er, at traileren bruger PlayStation-logoet samt klip fra spillet, der kører på en PlayStation 4. Om dette har en særlig betydning for PS4-ejere, vil tiden vise.