Stensikker opladning

Et afrundet stenlignende produkt sørger for opladning af din smartphone og lignende enheder

Danske LogoPowerBank står bag mange forskellige såkaldte powerbanks til erhvervslivet, men med Stone Charger har de nu rettet blikket mod privatmarkedet.

Stone Charger er en oplader med en ganske pæn kapacitet, ikke mindre end 10.400 mAh. Ifølge LogoPowerBank betyder det, at din iPhone 5 eller Samsung S5 kan oplades til fuld kapacitet ikke mindre end 5 gange, hvis Stone Charger er fuldt opladet.

Samtidig er den forsynet med to usb-udgange så den kan oplade to enheder på samme tid. LogoPowerBank fortæller også at den er lavet i et stødsikkert letvægtsmateriale så den kan tåle at blive transporteret med rundt.

En kort test

Vi satte et par af vores gadgets til opladning med Stone Charger, og det gik fint. En af de ting, vi frygtede, var, at den måske ville være længe om at lade enhederne op. Men faktisk så gik det lige så hurtigt som når vi sluttede dem direkte til en stikkontakt.

Det ændrede heller ikke på opladningstiden, at vi havde tilsluttet flere enheder.

Men at oplade Stone Charger tager noget længere. Fra helt tom til fuld opladet gik der for os næsten tre timer, hvilket måske ikke virker som meget, men det betyder, at du skal være på forkant med, hvornår den skal oplades. Det er ikke noget, der lige gøres i en fart.

LogoPowerBank påstår selv, at det er en cool gadget at have liggende, og her må vi så lige være uenige. Den er ret stor, og der er intet ved den der pynter. Det betyder ikke, at den skæmmer når den ligger på skrivebordet, men der er langt til at kunne kaldet den for pæn, smart eller cool.

Navnet Stone Charger er velvalgt, for en ligner faktisk meget godt en stor sten, 0g hvem hiver lige en sten ind og lægger på skrivebordet?

Når det er sagt, så er den god til at oplade dine enheder, og ved en transportabel oplader er det nu en gang det vigtigste.

Nå ja – for resten, du kan få Stone Charger i tre farver: Petroleumsgrå, koksgrå og lysegrå.Produkinformation

Produktnavn: Stone Charger
Producent: LogoPowerBank
Kapacitet: 10.400 mAh
Materiale: Plastik (UV)
Input: 5V/1000 mAh
Output 5V/1A 5V/2A
Antal genopladninger > 500 gange
Dimentioner: 12,5 x 7,9 x 3,1 cm
Vægt 165 gram
Pris: Set til kr. 399,-
Mere information hos LogoPowerBank

Bedømmelse

Samlet vurdering 70%

En udmærket oplader. Vi kan godt lide at den har to usb-porte, og det er dejligt at den oplader hurtigt. Men vi synes den er for stor og klodset, her kunne vi godt ønske os at den var lidt mere elegant.

About Lars Bennetzen 3961 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.