Var det ikke noget med en lille robot i hjemmet, som følger dig rundt og sikrer, at du altid har god lyd og mulighed for en storskærm lige i nærheden. Keecker er sådan en lille smart sag. Den skal fjerne alt ledningsrodet i dit hus og sikre digitalt indhold i hele huset, uanset hvilken platform du vælger som din præference. I virkeligheden er Keecker en avanceret computer, der er designet med tanke på, at den skal virke i hele huset. Den er udstyret med 360 grader audio og video og et videoprojektorsystem, der kan dreje op og ned i en vinkel på 90 grader. Via en lille app kan du kalde på Keecker eller sende den til et bestemt rum, og du kan bruge den som biograf eller gamingcomputer alt efter, hvad du lyster. En af de ting, som folkene bag Keecker selv fremhæver, er, at du også kan bruge den til at dekorere dit hjem. Du kan for eksempel vælge at falde i søvn til, eller vågne til, nattehimlen eller måske levende billeder fra din favoritstrand. De potentielle muligheder med Keecker er store, og her på redaktionen glæder vi os til projektet bliver sat i produktion, så vi kan komme til at teste en enhed. Du kan læse mere om Keecker på kickstarter.com. http://www.youtube.com/watch?v=swrejETdHCA