TEST: Superhurtig WiFi 6 router

Netgears nyeste router, har 12 datastrømme, understøtter WiFi 6, er lynhurtig og meget let at betjene

Netgear AX12 RAX200 er en superfed router, med masser af muligheder. Foto: Lars Bennetzen

Jeg er en stor fan af Netgears routere. Dem der har været igennem mine hænder, har alle været både hurtige, lette at betjene og fulde af funktioner der har gjort dem til supergode bekendtskaber.

Den nyeste router fra Netgear, Nighthawk AX12 RAX 200, er ingen undtagelse. Routeren er den første jeg har testet der ikke alene understøtter den nyeste trådløse standard, WiFi 6, men som også har hele 12 datastrømme. Det betyder at routeren har potentialet for at blive imponerende hurtig, og det skulle hurtigt vise sig at være tilfældet.

Let at komme i gang

Routere har traditionelt ikke være de letteste at sætte op. Men det har ændret sig meget i løbet af de sidste år, og Netgear har været forgangsmænd for en opsætningsprocedure, der gør at du hurtigt er i gang, og med AX12 er det blevet lettere end nogensinde før.

Alt du skal gøre, er at hente en app og så følge de ganske få trin i den, og inden længe er du klar.

Jeg stødte så lige ind i et lille problem. For jeg har en anden Netgear-routeren kørende, og det kunne app’en, forståeligt nok, ikke lige håndtere. Så jeg måtte derfor bruge min laptop til installationen.

Det gik nu også ganske let. Da routeren var tænd, loggede jeg blot ind på den fra min laptop. Efter en hurtig opdatering af firmwaren, skulle jeg ikke rigtig gøre mere. Umiddelbart var routerne sat op med et 2,4GHz netværk og 2 netværk på 5GHz-båndet, og faktisk var der også 2 gæstenetværk – der dog ikke var tændte, men de var klar skulle jeg få brug for dem.

Hastighed og masser af den

Som sagt understøtter routeren WiFi 6, hvilket giver mulighed for nogle meget høje interne hastigheder. Men faktisk så understøtter routerne også meget høj eksterne hastigheder – hvis du altså har adgang til gigabit-hastigheder.

Netgear AX12 RAX 200 med vingerne slået ned. Foto: Lars Bennetzen

Som standard understøtter den 1Gbps på den almindelige internetport, men du kan også vælge at bruge Multi-Gig, hvilket betyder at du bruger to porte til internetforbindelsen, og vælger du den funktion, har du mulighed for at få hastigheder på op til 2,5 Gbps.

Men igen – det kræver at du har adgang til en infrastruktur der har gigabit-hastigheder. Her på kontoret er den eksterne hastighed ikke helt så høj, så jeg kunne godt nøjes med at bruge den ene internetport.

Herefter testede jeg 2,4GHz hastigheden og 5GHz hastigheden. Begge blev testet både tæt på og væk fra routeren. Tæt på var med en laptop lige ved siden af routerne, mens langt fra var små 10 meter fra routeren i et andet rum.

2,4GHz-hastigheden var helt standard tæt på, ikke noget særligt. Men når jeg gik væk, så var sagen noget andet. Her var det tydeligt at der var langt flere datastrømme end normalt, og jeg fik den bedste hastighed i en router på 2,4GHz-båndet jeg endnu har oplevet.

Men var jeg imponeret over hastighede på det gamle 2,4GHz-bånd, så var det intet mod hvordan jeg følte det, da jeg testede 5GHz-hastigheden.

Med hastigheder der nærmede sig 900 Mbps tæt på, var det ubetinget den hurtigste router jeg nogensinde har haft på testbænken. 10 meter væk faldt hastigheden noget, hvilket ikke er underligt, for 5GHz fungerer bedst tæt på. Men med hastigheder der nærmede sig 500 Mbps, var det stadig den absolut hurtigste router jeg har testet.

Masser af indstillinger

Hvis du som jeg gerne vil ind og rode i ’maven’ på routeren, så er der masser af muligheder. Routeren har både en basis-indstilling og en avanceret en af slagsen.

Umiddelbart får du, både i app’en og i routerens interface, et overblik over routeren, over netværk inkl. kodeord, antallet af tilsluttede enheder, om der er koblet nogle usb-drev til den og om du har nogle gæstenetværk kørende.

Stadig i basis-indstillingerne kan du ændre på den eksterne port, skulle du nu få brug for 2,5Gbps, du kan ændre på navn og indstillinger for de netværk som routeren har, du kan tænde og slukke for QoS og du kan tænde og slukke for gæstenetværk.

Smutter du over til de avancerede indstillinger, så får du lidt flere indstillinger at arbejde med. Her kan du blandt andet genstarte routeren, lave detaljeret indstillinger af dine trådløse netværk, af dine wan- og lan-indstillinger, blokere for websteder, for bestemte typer indhold, indstille trådløse netværk til at tænde og slukke på bestemte tider af døgnet, bestemme om alle enheder må koble sig til netværket, om alle skal nægtes at koble sig på netværket, blokere bestemte enheder og meget mere.

Netgear AX12 RAX 200 har alle de porte der er behov for. Foto: Lars Bennetzen

Jeg er vildt med de mange indstillinger for routeren, og jeg blev ret glad for det meget rene interface som routeren har. Det gør det let at arbejde med AX 12 RAX 200, og der mangler virkelig ikke noget her.

Fed hardware

Udover at routeren har 12 datastrømme, har understøtter den også beamforming, hvilket er med til at routeren kan række ret langt.

Netgear har også udstyret den med en 1,8GHz 64Bit Quad Core processor, og det er klart at den processor er med til at give routeren mulighed for at bearbejde de mange data routeren konstant genererer.

Når det så kommer til designet, så minder routeren mest af alt om et af de små rumskibe du ser i Star Wars-filmene – bare flottere.

Den er sort, og Netgear har skruet helt ned for LED-lamperne. Ikke noget med masser af lysende og blinkende lamper. De få lamper der er, er ganske små og diskrete, og det sætter jeg stor pris på.

Men det har en pris – for routeren er ikke en af de billigste på markedet. Du kan købe routeren for omkring 3.500 kroner, og det er en pæn sjat penge at skulle punge ud med for en router til hjemmet.

Derfor er det min anbefaling, at en router som AX12 RAX 200 ikke er en router til famlien med et almindeligt internet brug. Men hvis du streamer mange film i HD, og måske på samme tid, og/eller hvis du spiller mange onlinespil der kræver stabil forbindelse og minimalt med lag, ja så er det en rigtig god router, og så betyder prisen måske mindre.

Produktinformation

  • Produktnavn: Nighthawk Tri-band AX 12: RAX 200
  • Producent: Netgear
  • WiFi-teknologi: WiFi 6, 2,4GHz, 5GHz
  • WiFi-bånd: Tri-bånd WiFi
  • Antal ethernetporte: 5 stk: 10/100/1000 Mbps og en 2,5 Gbps Multi-Gig
  • Usb-porte: 2 stk usb 3.0-porte
  • Processor: 64bit Quad-Core 1,8GHz
  • Dimensioner: 295 x 226 x 54 mm
  • Vægt: 1,1 kg
  • Pris: Set til kr. 3.500
  • Se mere hos Netgear

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Jeg er vild med routeren. Ikke alene er det en meget flot router, med meget afdæmpede led-lys. Den er også lynhurtig, specielt hvis du har andre enheder der understøtter WiFi 6.

Den har en meget stor rækkevidde, og hvis du har brug for det, så er der et kildevæld af indstillinger, så du kan sætte routeren op, så den passer præcis til dig og dit behov.

Det eneste det trækker lidt ned er prisen, for til små 3.500 kroner der det altså en meget dyr router – men for de rigtige er det alle pengene værd.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?