TomTom gør det igen – næsten altså

Kongen over navigation, TomTom, har lige sendt navigations app’en TomTom Go Mobile på gaden. I vanlig sikker stil imponerer den redaktionen, men formår også lige at skuffe en enkelt gang

TomTom Go Mobile

TomTom har altid leveret fantastiske produkter til navigation. Produkter der stort set altid vinder test over hele verden, og af god grund. Nu er de så klar med TomTom Go Mobile, som Tech-Test skrev om for nyligt. Indtil videre kun til Android, men mon ikke den snart kommer til iOS også?

Her på redaktionen kastede vi os med glæde over testen, TomToms produkter er normalt af høj kvalitet og skuffer kun sjældent. Helt generelt var det da også vores indtryk af app’en, men – der var lige et enkelt punkt som skuffede os, app’en kræver systemressourcer i en hidtil uhørt grad, mere om det senere i testen.

Fylder meget på mobilen

Det er hurtigt at få installeret app’en, hvad der tager lang tid er at få hentet kort ned til den. I første omgang hentede vi kortet over Skandinavien, hvilket var et relativt lille kort på omkring en halv gigabyte.

Men da vi var vant til at køre med Europa-kort på vores gamle TomTom app, besluttede vi os til at hente det kort ned også. Der havde vi så nær dræbt vores mobil. Seks gigabyte blev det til, og vi måtte faktisk slette vores gamle TomTom Europe installation for at få plads nok på mobilen.

Vi skal så også lige fortælle, at vi faktisk endte med at slette Europa-kortet igen, og kun have det skandinaviske kort inde. App’en blev markant langsommere, når den skulle loade hele Europa, og at søge efter adresser blev også et tålmodighedsarbejde.

Markant anderledes udseende

TomTom har ikke ligget på den lade side med denne app. For os, der har brugt TomToms produkter siden 2001, var det ikke en evolution men en revolution, der var sket på den grafiske brugergrænseflade. Det velkendte TomTom-udseende var væk, afløst af en langt mere tidsvarende og indbydende udseende.

Væk var den traditionelle linje med symboler i bunden af skærmen, og hele skærmen bliver nu i stedet brugt til kortet. I toppen af skærmen er der angivet, hvornår man ankommer og hvor mange kilometer der er tilbage, og lige herunder, i toppen af kortet, vises de kommende manøvrer man skal foretage, og hvor langt der er, til de skal gøres.

I højre side af skærmen er der en linje, der symboliserer den afstand, der skal tilbagelægges, og på den er placeret ikoner for benzinstationer, så man hele tiden kan se, hvor langt der er til den nærmeste på ruten – super god detalje.

Her vises der også, om der er forsinkelser, eventuelt strækninger med nedsat hastighed eller trafikpropper/trafikkøer. Her har TomTom så indarbejdet en virkelig smart ting. Et klik på symbolet for forsinkelsen gør, at dit kort springer til den del af ruten, så du kan se, hvor lang køen er.

TomTom Go Mobile

En sidste ting vi skal nævne omkring skærmen er, at der er en diskret lille rund knap i nederste venstre hjørne. Det er menuen, og et klik på den bringer en meget brugervenlig menu frem, hvor du kan vælge at lede efter adresser, kigge din aktuelle rute igennem, indrapportere fotofælder, kigge på dine favoritsteder eller ruter, navigere efter p-pladser og benzinstationer, opgradere app’en, eller gå til indstillinger.

TomTom Go Mobile

Under indstillinger kan du justere rigtig meget på, hvordan app’en fungerer. Du kan ændre lidt i udseendet, hente nye kort, bestemme hvad der skal gives lyde og advarsler for og meget mere. Men vores erfaring med TomTom Go Mobile er, at det bare ikke er nødvendigt – de indstillinger, den kommer med som standard, behøver du faktisk ikke ændre på.

Tiltrængt opdatering

Udover selve grænsefladen så er der et par punkter i app’en, der har fået et gevaldigt løft, ikke mindst – og det var meget tiltrængt – måden du indtaster adresser på.

På tidligere TomTom produkter, og de fleste andre navigationsprodukter vi har testet, skal du indtaste byen først, og derefter vejnavnet. Men det er jo ikke just sådan, vi gør det i Danmark, vel?

I TomTom Go Mobile stater du med at indtaste vejnavnet, og så efterhånden som du taster, så leder app’en selv efter en by, hvori det navn indgår.

Her kommer der så endnu en rigtig god grund til ikke at installere Europakortet, med mindre du virkelig har brug for det. App’en søger nemlig efter adresser i hele Europa, og det sætter hastigheden ned, når du skal indtaste adresser. Vi oplevede en markant hastighedsforbedring, da vi fjernede Europa-kortet og kun havde det skandinaviske kort installeret.

Men bortset fra den lille detalje, så er den nye måde at indtaste adresser på genial, det er bare meget lettere og hurtigere at arbejde på denne måde.

Stensikker navigation

TomTom er bare blandt de ultimativt bedste, når det kommer til navigation. Ruten findes hurtigt og der er absolut ingen grund til at tro, at du kan finde bedre eller hurtigere rute end med denne lille app.

Slet ikke fordi TomTom Go Mobile har TomTom Traffic, en tjeneste der hele tiden overvåger det danske vejnet, og lynhurtigt fortæller dig, hvordan trafiksituationen ser ud, både der hvor du er, og ikke mindst ad den rute du skal køre.

Hvis app’en kan finde en hurtigere rute, skulle der være trafikale forsinkelser, så klarer den selv det, og den er ikke bleg for at ændre ruten, mens du kører.

TomTom Traffic var før i tiden en tjeneste, du skulle abonnere på separat, men nu hvor du i stedet abonnerer på kortet, mens selve app’en er gratis, så har TomTom gjort deres trafiktjeneste til en del af app’en.

Her klapper vi begejstrede i vores små hænder. For TomTom Traffic er både bedre, hurtigere og mere præcis end de trafikmeldinger der bliver sendt ud på DRs radiokanaler. Under vores test af app’en, passede det præcist med køerne, hver eneste gang. Samtidig så bliver man adviseret om, hvor stor en forsinkelse den pågældende kø giver turen, og det viste sig at passe ret præcist også.

TomTom Go Mobile

TomTom Go Mobile formåede virkelig at imponere på navigationsfronten, og der skulle ellers meget til, for vores forventninger til TomTom var i forvejen skyhøje.

Opsamling

Der er ingen tvivl om, at TomTom Go Mobile er en genial app. Navigationen er den bedste vi endnu har set, talesyntesen fungerer bedre end noget vi har hørt på andre systemer, og TomTom Traffic er genialt.

Samtidig er det en navigations app der er utrolig let at betjene, og meget intuitiv at finde rundt i, hvilket gør det til en ekstra stor fornøjelse at bruge app’en til dagligt.

Men der er altså to ting der trækker ned i bedømmelsen. App’en æder vores smartphones ressourcer med en grådighed vi aldrig har set før. Vores smartphone er ellers ikke langsom eller forsynes med minimal mængde hukommelse, men alligevel fik vores otte-kernede smartphone kam til sit hår.

Faktisk så skete der ofte det, at når app’en lukkede, så blev skærmen på vores mobil opdateret et ikon ad gangen. Samtidig så oplevede vi et par gange under testen, at app’en pludselig genstartede sig selv.

Det var irriterende nok i sig selv, men endnu mere irriternede fordi den var vildt langsom om at starte op igen. Hvis det skulle ske for os på en køretur i Berlin eller Stockholm, hvor vi normalt aldrig kører, så ville vi virkelig være mere på den end med på den.

Men vi vurderer alligevel TomTom Go Mobile højt, for selvom den er krævende og selvom den et par gange genstartede, så er det stadig langt den bedste navigations app vi har prøvet, og under normale omstændigheder skal vi jo ikke bruge vores smartphone når vi kører bil, så pyt med om de andre apps skulle lide under at TomTom Go Mobile er lidt sulten med hensyn til systemressourcer.

Det er naturligvis mere problematisk, at den genstater fra tid til anden, og det er også grunden til, at vi ikke kan give denne app fuldt hus og en Platinum bedømmelse. TomTom Go Mobile får i stedet en fornem Gold fra Tech-Test og så håber vi at stabiliteten og ressourceforbruget bliver fokuspunkter til næste opdatering.

Produktinformation

  • Produktnavn: TomTom Go Mobile
  • Producent: TomTom
  • Findes til Android
  • Indeholder blandt andet: Lifetime TomTom Traffic, Points of Interests, Fotofælder, World Maps der dækker mere end 100 lande.
  • Priser: 1 års ubegrænset kørsel koster 150 kroner, 3 års ubegrænset kørsel koster 349 kroner
  • Mere information på Google Play

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%Tech-Test-wide-RGB-gold_small

Brugervenlig navigation med masser af funktioner. Ikke mindst TomTom Traffic og den nye brugergrænseflade har imponeret os. Vi håber så at TomTom snart får styr på stabiliteten og ressourceforbruget.

About Lars Bennetzen 4139 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?