TomTom kobler gps sammen med pc og smartphone

Den nye TomTom MyDrive er både et website og en app, der forbinder bilens gps med den digitale verden

TomTom MyDrive

TomTom er muligvis verdens største og mest populære producent af navigationsudstyr, og nu er de så klar med en ny tjeneste. Nemlig TomTom MyDrive, som i første omgang er en online platform, hvorfra TomTom vil lancere en stribe af nye tjenester og funktioner.

Samtidig er TomTom MyDrive åben for udviklere og tredjeparter, så nye kørselskoncepter og apps kan udvikles og implementeres i fremtiden.

I første omgang vil brugere af TomToms produkter kunne sidde og planlægge turen på MyDrive, og når turen er planlagt, så kan den sendes direkte fra computeren, tabletten eller smartphonen ned til deres TomTom GO.

Her skal det lige bemærkes, at det ikke er alle TomToms produkter denne tjeneste virker med – det er et krav at brugerne har en TomTom GO-enhed. Hvis den betingelse er opfyldt, så er brugeren klar til at køre med det samme – ikke noget med at skulle indtaste ruten når du først sidder i bilen.

TomTom har også overført nogen af den funktionalitet vi kender fra deres navigationsenheder til MyDrive. Du kan blandtd andet se, hvornår du skal køre for at være fremme til tiden, og du kan se trafikinformation i realtid, og du behøver ikke længere starte din gps for at få de informationer.

Du kan også administrere favoritdestinationer, hjemme- og jobadresser og flere andre ting. Det bliver spændende at følge udviklingen af MyDrive og at se, hvilke nye funktioner denne tjeneste vil få.

About Lars Bennetzen 4139 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?