Trådløs forlænger giver blandede signaler

Netværksgiganten ZyXEL er kendt for gode produkter. Men deres nye trådløse AC-forstærker er en god blanding af gode og overraskende dårlige funktioner

ZyXEL WRE6505

Vi er glade for dem – de trådløse netværk, stort set alle vores enheder bruger dem – men rækkevidden af dem, specielt i hjemmene, er ofte langt fra tilfredsstillende.

Der er mange ting, der kan bremse udbredelsen af de trådløse netværk, ting som betonvægge, vaskemaskiner, mikrobølgeovne og mange flere ting. Derfor kan det ofte være en god ide at gøre brug af hjælp for at forlænge rækkevidden af vores nødvendige trådløse netværk.

Vi har testet taiwanesiske ZyXELs nyeste Extender, der kan forlænge trådløse netværk, både på 2,4GHz- og på 5GHz-båndet. Samtidig understøtter den den nyeste trådløse standard, 802.11ac, så det forlængede netværk også har glæde af den øgede hastighed og udbredelse som ac-netværket tilbyder.

Extenderen dobler antallet af netværk

Det var utrolig let at få installeret extenderen. Der var to metoder, enten via WPS eller ved at koble ind på den via trådløs adgang.

Vi valgte den sidste, og efter extenderen var startet op, så var det bare at koble ind på det ZyXEL-net, den automatisk opretter. Så snart du er koblet på det netværk, så skal du logge ind på extenderen, og der bliver du guidet igennem opsætningen, så du kan forlænge dine trådløse netværk.

Guiden kører godt, den finder dine netværk, og når du har sat 2.4GHz-delen op, så spørger den automatisk, om du også vil sætte 5GHz-delen op. Routeren booter automatisk, og så er du ellers klar til at flytte routeren.

Men allerede her blev vi lidt forvirrede. For pludselig havde vi ikke vores to kendte netværk, vi havde fire. Dels vores oprindelige 2,4 og 5GHZ-netværker og to med næsten sammen navn, dog med EXT-tilføjet navnet.

Det betyder så også, at hvis vi kommer udenfor rækkevidden af vores oprindelige netværk, så skal vi huske at koble over på det nye. Det vil naturligvis ske automatisk næste gang, men andre extendere, vi har testet, giver bare det forlængede netværk samme navn, og det havde vi gerne set også var tilfældet her.

Svært at finde god placering

Vi gik nu i gang med at få placeret extenderen, så den gav bedste dækning, hvilket burde have været relativt let. Der er nemlig to led-indikatorer på forsiden af ZyXELs extender, der viser, om du har den optimale placering, er for langt væk eller et sted i midten af de to.

Det sted, vi tidligere havde konstateret var det optimale sted, fik med det samme dødsstødet af extenderen. Begge led-indikatorer blev røde, så vi begyndte at lede efter en anden placering. Men selvom vi kom indenfor ganske få meter af vores router, så var lamperne i bedste tilfælde orange. Vi fik kun et grønt signal, da extenderen var placeret under 1 meter fra routeren – en placering, som normalt bliver betragtet som langt fra optimalt, da den placering er for tæt på den oprindelige router.

Vi valgte så den placering, der gav det bedste kompromis. 5GHz-indikatoren var stadig orange, men vi fik da et grønt signal for 2,4GHz-indikatoren. Så der valgte vi at placere den.

Forlænger effektivt

Vi startede lige med at måle netværket uden extenderen sat på, og der hvor vi helst ville have et godt signal – nemlig i den anden ende af huset, kunne vi måle en signalstyrke på -85 dBm på vores 2.4GHz netværk, og vi kunne slet ikke finde vores 5GHz-netværk.

WRE6505 blev slået til, og vi kunne nu måle på det forlængede signal og blev glædeligt overraskede. Vi havde nu adgang til et 5GHz netværk, dog ikke god adgang, vi kunne få et signal mellem -80 og -85 dBm. Langt anderledes godt så det ud for vores 2,4GHz net. Her havde vi nu et signal på -60 og -65 dBm. Det var stadig ikke den perfekte dækning, men klart noget vi kunne bruge til noget.

Lidt flere funktioner

Extenderen er, som de fleste, af typen, der skal placeres direkte i en stikkontakt. Desværre er den ikke af ’pass through’ typen, så du mister brugen af en stikkontakt, når du tilslutter din extender.Den er så til gengæld udstyret med en netværksforbindelse, så du kan tilslutte enheder via kabel, hvis du ønsker det. Du kan også skifte funktion på extenderen, så den i stedet fungerer som et access point.

Generelle betragtninger

Det er en fin extender, men vi er lidt ærgerlige over, at den er så svær at placere optimalt i et traditionelt parcelhus. Det burde ikke have været tilfældet, og den burde også have advaret, når den placeres for tæt på routeren.

Signalforstærkningen er god, og udover et godt signal på vores måleudstyr, så fungerede både spil og streaming fint på det forlængede netværk.

Alligevel så bliver den næppe nogensinde vores favorit-extender. Det irriterer os, at den genererer 2 nye netværk, som vi ikke kunne omdøbe, og at den er så problematisk at placere optimalt i vores hus.

Designet kan man sige meget til, men placeres den som ZyXEL har designet den til, så vil den også dække en eventuel afbryder der sidder over stikket. Ikke specielt genialt.Produktinformation

Produktnavn: WRE6505
Producent: ZyXEL
Produkttype: WiFi Extender
Understøtter: 802.11 b/g/n/ac
Hastighed: Op til 450 Mbps
Understøttede krypteringer: WPA-PSK, WPA2-PSK, 64 bit WEP, 128 bit WEP, 152 bit WEP
Kan fungere som både extender og AP
Dimensioner: 9,09 x 6,23 x 4,65 cm
Set til 480 kroner
Læs mere hos ZyXEL

Bedømmelse

Samlet vurdering 75%

Den er god og effektiv, WRE6505, både til 2,4 og 5GHz-nettet. Den er let at sætte op, men den opretter pr. automatik to nye netværk, hvilket er irriterende.

Den understøtter ac-standarden, hvilket giver den point, men mister på placeringsprolematikken.

About Lars Bennetzen 4193 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.