Trådløst headset der vil det hele

Sonys MDR-10RBT er et trådløst headset til din smartphone eller tablet, som kan bruges til både musik og tale. Desværre sætter det sig mellem to stole

Sony er god til det med lyd og musik, det er der ingen tvivl om – det har de vist så ofte. Så når de lancerer et headset, der både kan bruges til musik og tale, er der lagt op til problemer. Der er nemlig stor forskel på de egenskaber, der kræves af et godt headset til musik, og et til tale.

Men lad os lige træde et skridt tilbage og kigge lidt nærmere på MDR-10RBT. Sony siger selv, at de har designet et headset, så du kan lytte til musikken, som kunstneren har tænkt sig.

Samtidig har de valgt at headsettet skal forbindes trådløst til din smartphone via Bluetooth, der traditionelt ikke er verdens bedste protokol til audio.

Her løfter Sony dog opgaven til topkarakter. Musikken bliver gengivet klart, såvel diskant som bas bliver gengivet meget flot. Vi sendte forskellige musikgenrer efter headsettet for at se, om det havde nogle svage punkter.

Men om vi sendte vokalmusik, jazz, rock eller hård rock ud gennem headsettet, så lød det både godt og klart.

Det skyldes med overvejende sandsynlighed, at Sony har udstyret MDR-10RBT med Hi-Res audio, som øger opløsningen i musikken så de lydbølger, der ender i dit øre, ligger meget tæt på de oprindelige, som musikerne indspillede.

Så langt så godt

Sony lover også, at omverdenen lukkes ude, når du lytter til musik, men her kunne vi ikke genskabe det, som Sony lover. Naturligvis overdøvede musikken i flere tilfælde omverdenen, men det kan vi klare med alle headset, bare vi spiller højt nok. 

Ved en mere normal lydstyrke gik omverdenens lyde ind og blandede sig med den musik, vi hørte. Det var ikke fordi det var på et specielt forstyrrende niveau, men nu havde de jo lovet os at omverdenen blev lukket ude, og det blev den altså ikke.

Det er ikke kun musik, det handler om

MDR-10RBT skal have ros for at være et letvægter headset, og når du tager det på, sidder det da også umiddelbart godt. Men når man går rundt med det, får man hele tiden følelsen af, at det er ved at falde af. Vi kunne godt ønske, at det sad lidt bedre fast på hovedet.

Inden vi kom så langt, så skulle vi parre headsettet med vores smartphone, og det gik let. Den understøtter nemlig NFC, så det var dejlig let at få etableret forbindelsen.

Vi skal også rose MDR-10RBT for at kunne styre musikken direkte på headsettet. Der er en knap, der både kan springe et nummer frem eller tilbage, samt pause og starte musikken. Det var altså i orden – skønt at vi ikke hele tiden skulle have vores mobil frem for at springe i musikken.

Nuvel – et headset der er koblet til en smartphone, kan godt risikere at blive brugt til telefonsamtaler. Så det blev vores sidste test, og her fejlede MDR-10RBT. Jo, lyden gik fint igennem begge steder, men hos den person, der bruger headsettet, er lyden flad, og slet ikke af den kvalitet vi havde forventet, når vi lige havde hørt musik.

I den anden ende runger det så meget, at det virker forstyrrende. Men det er måske heller ikke så underligt. Der er ikke en egentlig mikrofon på headsettet. Det betyder, at der er en indbygget mikrofon, der skal opfange talen, og det går bare ikke specielt godt.

I en snæver vending kan det godt bruges til tale, men det kan ikke anbefales. Det er suverænt godt til musik, det samme kan man ikke sige om dets kvalitet under telefonsamtaler.

 Produktinformation

Navn: Sony MDR-10RBT
Driverenhed: 40 mm dynamisk – dome-type
Frekvenskurve: 20-20.000 Hz
Batterilevetid: Ca 17 timer
Pris: Set til kr. 1.000 kroner
Mere information hos Sony

 Bedømmelse

Samlet vurdering 65%

Et flot headset der ikke vejer ret meget. Det er suverænt godt til at afspille musik i, og det er let at betjene. Men det fejler, når det kommer til telefonsamtaler, specielt hos den anden part er lyden dårlig, der runger den alt for meget.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3664 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.