Trådløst musikanlæg med vægt på bassen

SRS-X7 er Sonys version af et trådløst og transportabelt musikanlæg, der både spiller musik fra mobilen og netværket. Den fungerer fint, men bassen fylder for meget

Enkelthed er altid dejlig, og her vinder SRS-X7 fra Sony virkelig på point. Det trådløse musiksystem har et design der både er elegant og enkelt. Linjerne er rene og simple og de få betjeningsknapper, der sidder på systemet, er alle, på nær tænd/sluk, knapper, der kun skal berøres – ikke trykkes ned.

På bagsiden er der så en udklappelig antenne, og vi undrede os længe over, hvad pokker den skulle gøre godt for. En gang nærlæsning af manualen viste, at den er der for at forbedre forbindelsen til det trådløse netværk. Om den virkede skal vi lade være usagt, for vi havde konstant en fin forbindelse til lokalnettet.

Problematisk betjening

Det hele startede ellers så godt. Installationsvejledningen fortalte os, at vi skulle slutte strøm til systemet og så hente en app til vores smartphone. Derefter skulle vi bare følge vejledningen og så ville installationen ellers være klaret.

Men tingene går sjældent så let, som installationsvejledningerne ynder at påstå, hvilket vi snart måtte sande.

Efter app’en var hentet, skulle vi forbinde smartphone med SRS-X7 via NFC, og derefter skulle vi så forbinde til lokalnettet også. Men det var ikke helt så let. Vi fandt netværket og indtastede kodeordet, men så stod mobilen længe og så ud som om den var færdig. Men når vi forsøgte at se vores musikserver på netværket, fik vi bare en lakonisk besked om, at netværket ikke var klar.

Pludselig fik vi så besked om, at nu virkede nettet, og så kunne vi se vores musikserver. Men problemet opstod nu hurtigt. Vores musikserver er beskyttet af brugernavn og kodeord, og det havde vi ikke mulighed for at indtaste i softwaren, så vi kunne ikke se musikken på serveren.

Vi ville så tilbage og afspille musikken fra vores smartphone, men nu kunne vi ikke høre noget. Vores smartphone påstod, at den var forbundet via Bluetooth, men der kom ikke en eneste lille tone ud af højttalersystemet.

Vi boksede en del med at finde fejlen, og det var først da vi på SRS-X7 trykkede på Bluetooth-knappen igen, at vi fik lyd ud af den. Det undrede os meget, men vi fandt ikke andre måder at komme tilbage til Bluetooth-forbindelsen på.

Helt generelt var app’en, der skulle bruges for at betjene SRS-X7, problematisk at bruge. Den var ikke helt logisk, vi mistede forbindelser, og faktisk så røg vi også ud af app’en, da vi skulle koble os til det trådløse netværk. Vi måtte så manuelt finde ind til det rigtige menupunkt for at indstille Wi-Fi netværket.

App’en ser nok brugervenlig og simpel ud på overfalden, men når du bruger den, bliver du ret hurtig irriteret over at den mangler funktionalitet. Du finder også ret hurtigt ud af, at den langt fra er så brugervenlig, som den ser ud til. Det er svært at finde rundt i den, og den er ikke logisk bygget op.

Lydbillede med overvægt på bassen

Helt generelt så er lyden absolut fin i SRS-X7, men den er ikke noget særligt. Bassen er dominerende i standardindstillingen, og mellemtonen mangler den dynamik, der skal give en godt lydbillede.

Tilbage står man med fornemmelsen af en ulden lyd uden den kant, der definerer musikken. Det er en skam, for ideen med SRS-X7 er god, og da den samtidig kan køre på batteri, er den oplagt at tage med i haven eller til stranden.

Men lydbillede i det fri bliver ikke bedre, og pris og kvalitet hænger ikke helt sammen her.

 Produktinformation

Navn: Sony SRS-X7Producent: SonyTilslutninger: Wi-Fi, NFC, Bluetooth v. 3, Apple AirplayBatterilevetid: Op til 6 timer ved Bluetooth og uden Wi-FiDimensioner: 300 x 1132 x 60 mmVægt: 1,9 kgPris: Set til kr. 1.800 kronerMere information hos Sony

 Bedømmelse

Samlet vurdering 40%

Sony SRS-X7 er en god ide, og designet er rigtig godt. Men lydkvaliteten kan ikke leve op til det fine design. Betjeningen er problematisk og opsætningen kan  hurtigt gå galt.

About Lars Bennetzen 4202 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.