Tv udvikler sig i flere retninger

Udviklingen af de kommende generationer af tv er langt fra klar. Producenterne går forskellige veje, og alt de er enige om, er at billederne bliver i stadig højere opløsning

tv hovedbillede

Normalt så er der en klar tendens at finde når det kommer til tv-udviklingen, og IFA-messen i Berlin er almindeligvis der vi ser den udvikling. Men det var ikke tilfældet i år. Tech-Test besøgte flere af de helt tv-producenter, og i år havde de hver i sær deres egen holdning til, hvor udviklingen går hen, og ikke mindst hvad de satser på.

HDR – det nye sorte

For at starte der, hvor alle var enige, så var det omkring HDR, High Dynamic Range. Der var ikke en eneste tv-producent, der ikke fremviste tv, der understøttede denne nye teknolgi. Alle var her enig om, at såvel 4K som næsten generation 5K-skærme ville komme til at understøtte HDR.

OLED ikke for alle

Det er tre år siden, at vi så skærme baseret på OLED-teknologien for første gang, og forventningen fra mange var dengang, at dette ville hurtigt blive fremtidens tv-teknologi.

Men årets IFA-messe viser med tydelighed, at dette ikke er tilfældet. LG, der oprindelig præsenterede OLED-teknologien, er de eneste, der tror på OLED. De fremviste da også udstillingens måske dyreste opstilling. En kæmpe kuppel der bestod af masser af buede OLED-skærme. Prismærke lige omkring tre millioner kroner.

Samtidig fremviste de også verdens første OLED-skærme, der understøtter High Dynamic Range. Den satsning viser med stor tydelighed, at LG både tror på og satser på OLED-teknologien.

Dog forventer LG ikke, at OLED-teknologien bliver allemands eje, de vil både nu og i den nære fremtid være luksusprodukter og derfor kun udgøre en lille del af markedet.

Det er det høje detaljeniveau og det perfekte sort-niveau, som OLED leverer, der gør, at LG tror på og satser på OLED-teknologien. Samtidig kan de fremstille skærme, der er imponerende tynde, langt tyndere end den traditionelle LED-teknologi.

Men LG var så også de eneste som Tech-Test så på IFA, der fremviste OLED-skærme, eller som havde planer om at udvikle dem.

Sony fortalte os, at deres planer med OLED-teknologien var at vente på, at de blev kommercielt interessante, inden de ville give sig i kast med det eventyr.

Philips sagde det ikke nær så tydeligt, men indtil videre gik deres udvikling i retning af at forbedre de eksisterende teknologier, og så ellers satse på deres Ambilight-teknologi.

LG-OLED-tv

LG OLED tv med HDR på IFA 2015

Buede skærme ikke et hit

Stort samtidig med at OLED-teknologien blev fremvist for offentligheden første gang, begyndte de buede skærme også at dukke op. Meget tyder på, at de buede skærme kan komme til at lide under samme skæbne som 3D-tv gjorde.

Om det var LG, Sony eller Philips, så havde de alle samme holdning til de buede tv. De ville vedblive med at fremstille dem i det antal som markedet efterspurgte. Men ingen af dem forventede, at det ville blive specielt store mængder.

Årsagen her var klar – buede tv har en indbygget svaghed, nemlig at jo længere ude mod en af siderne, du sidder, jo mere uskarpt eller tåget bliver billedet. Undtagelsen her er, hvis skærmen er et OLED-display.

Vores forventning her på Tech-Test er, at om ganske få år vil buede tv stort set være væk fra tv-markedet, og udelukkeden være at finde til computerskærme.

Smarte tv bliver hotte

Et andet område tv-producenterne var enige på, var omrking smarte tv. Her var det mere undtagelse end reglen, hvis et tv ikke var et smart-tv. Philips gjorde faktisk et stort nummer ud af at fremvise et tv, der netop ikke var et smart tv. Det var en model, der var beregnet til de (få) forbrugere, der måtte ønske et super godt tv, men som ikke ville have et smart-tv.

Men selvom de var enige om, at smart-tv hørte fremtiden til, så var der alligevel forskelle på, hvordan de havde implementeret løsningen.

Visse producenter, så som LG og Philips, var gået over til at udvikle smart-tv baseret på AndroidTV, mens Sonys smarte tv var baseret på deres eget operativsystem.

Her på redaktionen hepper vi på AndroidTV, en åben standard der vil gøre, at du endda vil kunne installere mange af dine favorit apps, du kender fra din mobil eller tablet, direkte på dit tv.

Flade og tynde tv

Hvor LG kigger efter OLED-tv, så er Sonys retning i at forbedre LED-teknologien og drive den til det yderste, og gøre disse skærme så tynde som muligt.

På IFA fremviste Sony da også skærme helt ned til 4cm i tykkelsen, om end de naturligvis var tykkere, der hvor strømforsyningen var placeret.

Men med det specielle medfølgende ophæng, var det muligt at få dem hængt meget tæt op på væggen, og 4cm er stadig imponerende tyndt.

Sony tv

Sony satser på tynde tv og specielle ophæng og monteringer

Skal være en oplevelse

Tv-kiggeri skal være en totaloplevelse – hvis det altså står til Philips. Deres nuværende og kommede tv skal fremhæve hele oplevelsen ved at se tv, både lyd og ikke mindst lys.

Derfor satser de meget på deres Ambilight, der ikke længere bare er lys, der sendes ud på siden af tv – nu er det hele bagvæggen bag tv’et der bliver oplyst i farver, der understøtter billedet, og mønstrets type kan varieres.

På lydsiden arbejder Philips også hårdt på at give os en oplevelse, når det kommer til tv-kiggeri.

Problemet med de tynde skærme er, at det er begrænset hvor meget volumen, der kan komme i en højttaler, og da der skal flyttes luft for at lave lyd, så giver tynde højttalere pr. definition også tynd lyd.

Men Philips fremviste et par spændende lydløsninger til deres tv, blandt andet en, hvor de havde sat højttalerne til at skyde ind mod bagvæggen bag tv’et. Derved kunne der emuleres større og bedre højttalere. De havde også en løsning, hvor højttalerne var klipset på siden af tv’et med magneter, og når de blev fjernet fra tv’et, kunne de stilles i en stander og fungere som fritstående højttalere. På den måde kunne lyden bredes ud.

Philips tv

Philips satser på lys og lyd

Fremtiden – en spådom

Det er utrolig svært at spå om fremtiden, men her hos Tech-Test forsøger vi alligevel.

Fremtidens tv bliver tyndt – utrolig tyndt. Det bliver baserer på OLED, eller en afart heraf, og den vil blive bøjelig. Det vil blive muligt at placere din tv-skærm overalt, men lyden vil ikke komme fra skærmen. Trådløse enheder i omgivelserne vil give dig den nødvendige lyd.

Hvornår ser vi så disse ultratynde og fleksible tv? Hvis vi bruger den eksisterende udvikling som et pejlemærke, så vil vi se denne form for tv-skærmen i løbet af de næste fem år.

About Lars Bennetzen 4194 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?