Undgå at din Synology-NAS bliver taget gidsel

Alt det kræver er en softwareopdatering

Der er godt nyt til de mange, der ejer en NAS fra Synology. Der er nu en opdatering klar, der sørger for, at den Ransomware – SynoLocker – der har kidnappet mange NAS’er verden over, ikke længere kan tage en NAS gidsel.

Synology oplyser, at det er en sårbarhed i en ældre version af softwaren, DiskStation Manager, der er skyld i at SynoLocker kan låse NAS’erne. I følge en pressemeddelelse har den sårbarhed været lukket siden december 2013, og Synology selv siger, at de på det tidspunkt informerede deres brugere om at de skulle opdatere deres NAS.

Men hvor der er gode nyheder er der meget ofte også dårlige nyheder. Synology oplyser, at hvis deres brugere oplever at deres data er blevet krypteret af SynoLocker, og derved taget gidsel, så er der ikke nogen hjælp at hente. Synology kan ikke på nogen måde dekryptere de data. Derfor anbefaler de på det kraftigste at alle, der har en Synology NAS, med det samme opdaterer deres DiskStation Manager (DSM).

Dette kan gøres ved at downloade den nyeste version af DSM fra Synologys download center, og opdatere manuelt ved at gå til “Control Panel > DSM Update > Manual DSM Update.

 

About Lars Bennetzen 4130 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.