
Den er intet mindre end en verdenspremiere, den nye 27″ skærm fra Acer. Navnet er S277HK, den er en såkaldt Ultra HD skærm, 4K2K opløsning, designet så den er “kantløs” og udstyret med både HDMI 2.0 og DTS højttalere.
Den utrolig høje opløsning kombineret med det kantløse-design er det, der gør skærmen til noget helt særligt, men det er når HDMI 2.0 kobles på, at det bliver en verdenspremiere.
HDMI 2.0 giver en båndbredde på 18Gbps, hvilket gør, at den enorme store mængde data som 4K-indhold ved 60MHz kræver, snildt kan sendes til skærmen.
Acer skriver i en pressemeddelelse, at skærmen er designet med æstetiken for øje. Blandt andet er foden lavet af aluminium der er placeret asymmetrisk. Den er også gjort så ergonomisk som muligt, blandt andet ved at gøre det muligt at tilte skærmen fra -5 til -15 grader bagover. På den måde sikres det, at brugerne kan indstille skærmen til den bedst mulige betragtningsvinkel.
Der er også gjort noget for dem af os, der bruger alt for mange timer om dagen foran skærmen. S277HK er nemlig udstyret med Acer EyeProtect-teknologien, der skulle reducere belastningen på øjet og give en mere komfortabel betragtningsoplevelse. Teknologien forhindrer blandt andet skærmen i at flimre, og har et filter der reducerer mængden af det skadelige blå løs, der på sigt kan forårsage langtids skader på øjet.
Den er også udstyret med en “low dimming”-teknologi, der gør, at brugerne kan justere lysstyrken ned med op til 15 procent. Derved bliver øjet ikke så belastet eller anstrengt.
S277HK vil være klar til salg i december og prisen bliver på omkring 5.200 kroner inklusiv moms.