Vi køber færre computerspil i forretningerne

Ny rapport bekræfter tendensen, salget af computerspil styrtdykker, men det betyder ikke, at vi køber færre spil. Rapporten giver også et sjældent indblik i styrkeforholdet mellem konsollerne

Association for the Nordic Game Industry (ANGI) og Multimedieforeningen i Danmark (MUF) har i dag offentliggjort en ny rapport for 2014, der viser, at salget af computerspil i forretningerne er faldet med hele 26 % i Danmark og 23 % i Norden i 2014 – faldet lå på 18 % for Danmark og Norden i 2013.

Rapporten tegner dermed ikke en lovende fremtid for specialiserede spilforretninger. I en pressemeddelelse fra ANGI og MUF estimeres det, at det digitale salg af spil er steget med 12 % i Norden i forhold til 2013. Men tallet er baseret på et skøn, eftersom det langt fra er alle digitale forhandlere, som indrapporterer deres salgstal.

Konsolspil, der er købt og hentet direkte på konsollerne, er steget med 22 %, mens salget af mobilspil er steget med hele 33 %.

Rapporten er også nedslående læsning for Microsoft og Nintendo, eftersom PlayStaton 3 og 4 sad på henholdsvis 31,81 % og 16,9 % af markedet i Norden. Xbox One og Xbox 360 havde en markedsandel på 3,44 % og 15,27 % – dog udkom Xbox One først i september 2014. Nintendo Wii udgjorde 5,67 % af markedet, mens Wii U udgjorde 3,29 %. PC’en udgjorde 16,48 %. Dermed sad Sony PlayStation-brandet på næsten halvdelen af det nordiske marked i 2014.

Kommentar til artiklen?