Windows 10 på vej til millioner verden over

I går var dagen, hvor Windows 10 blev tilgængelig som gratis opgradering til Windows 7 og Windows 8.1-brugere, men det betyder ikke at alle får den med det samme

Windows 10

Windows 10 er nu officielt lanceret verden over, og brugere er allerede begyndt at få den som gratis opgradering, og nye tablets og pc’er kan nu købes med det nye operativsystem.

Her på redaktionen har vi afprøvet det nye operativsystem et stykke tid, og Microsofts slogan ”Det Windows du kender” passer utrolig godt. For når operativsystemet er installeret, så er der ikke umiddelbart den store forskel at se på Windows 8.1 og Windows 10. Men naturligvis er der sket rigtig meget med det nye operativsystem, og vi vender tilbage med en egentlig anmeldelse senere.

Microsoft har gjort rigtig meget for at gøre Windows 10 til en unik oplevelse, der er rigtig mange nyheder gemt i systemet, ikke mindst at operativsystemet fremover bliver leveret som Software-as-a-Service. Det betyder, at der løbende vil blive tilføjet nye funktioner, sikkerheden vil hele tiden blive forbedret, og dermed er det nu slut med versioner.

Samtidig vil Windows 10 give en ensartet oplevelse på tværs af alle enheder, hvor systemet findes, så uanset om du bruger Windows 10 på en pc, tablet, smartphone, Xbox One, eller HoloLens (når det bliver lanceret), vil oplevelsen være den samme, og endda optimeret til skærmstørrelsen.

Som sagt så er Microsoft nu officielt begyndt at udrulle Windows 10, men selvom den officielle lancering var i går, så er det langt fra alle computere der har modtaget opdateringen i går, eller som vil få den i løbet af de første par dage.

Microsoft sørger for at opdateringerne sendes ud i batches, så opdateringen af computerne sker så glat som muligt. Det betyder så også, at hvis du har reserveret din opgradering til Windows 10, så skal du ikke blive overrasket, hvis der går et stykke tid inden din computer bliver opgraderet.

Det samme og noget helt nyt

I Windows 10 er startmenuen tilbage, og samtidig har Microsoft valgt at beholde deres Live Tiles, så du altid kan se de apps og funktioner, du har mest brug for.

Noget af det helt nye og spændende er Hello, som er en helt ny og ret sikker måde at logge på computeren på via ansigtsgenkendelse. Windows Hello er dog ikke for alle, for det kræver speciel hardware, men mange nye computere med Windows 10 bliver leveret med den nødvendige hardware.

Noget af det nye du vil finde i Windows 10 er:

  • Den nye browser, Microsoft Edge, som bl.a. giver hurtig browsing på internettet, mulighed for at skrive noter direkte på et website med tastatur eller pen, og sende websider med noter til venner.
  • En ny funktion kaldet Continuum sikrer, at eksempelvis apps tilpasser sig skærmtype- og størrelse. Eksempelvis sørger Continuum for, at en app automatisk bliver optimeret mellem skærmstørrelser – eksempelvis til en touch-skærm eller mellem desktop- og tablet-tilstand.
  • Indbyggede apps, herunder Fotos, Kort og Microsoft’s nye musik app Groove, Film og TV samt OneDrive.
  • Microsoft Phone Companion-app sætter iPhone, Android og Windows smartphones i stand til let at integrere, synkronisere og dele indhold med Windows 10-enheder.
  • De helt nye Office Mobile-apps til Windows 10-tablets er tilgængelige i dag gennem Windows Store. De nye Office-apps er udviklet til en mobil verden og giver en god touch-optimeret oplevelse på selv helt små tablets.
About Lars Bennetzen 3961 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?