Samsung Galaxy Gear VR

Lars Bennetzen og jeg var forleden dag forbi K2 Kommunikation ude i Filmbyen for at lege med HTC Vive. Det er efterhånden et års tid siden, at vi begyndte at beskæftige os med virtual reality. I begyndelsen var jeg jubeloptimist. Jeg elskede teknologien og dens potentiale! For VR kunne gå skridtet videre end det traditionelle spilmedie og placere spilleren midt inde i computerspillets historie – dermed realiserede VR spilmediets ypperste potentiale. Computerspil kan nemlig noget, som ingen andre mainstream former for underholdning kan; nemlig lægge historien i hænderne på gameren, der ikke kun bliver suget ind i gameplayet, men i allerhøjeste grad også har kontrollen over spillets forløb. Bevæger jeg ikke min figur, kan spillet ikke fortsætte historien, og verdens gang nærmer sig en stilstand. Skyder jeg ikke fjenden, bliver jeg selv skudt, hvormed spillet ophører. Jeg bestemmer, og det er mig, der er centrum i den imaginære verden. Samme kontrol findes ikke i fjernsynet, til koncerten eller i teatret – ikke engang i bøger. Du kan ikke trykke på X i bogen, hvorefter en handling udspringer af det valg, du netop har truffet. Denne centralisering af magt, kontrol og inklusion er, hvad gør spilmediet til noget særligt – VR har gjort spiloplevelsen endnu mere særlig. Og dog. VR i dag Jubeloptimist er jeg ikke længere. Jeg styrter ud og investerede i PlayStation VR i efteråret 2016. Fra januar 2017 og frem til juli rører jeg stort set ikke VR-brillerne. Så udgiver Sony spillet Farscape med den futuristiske Aim-gøp, som …. (læs mere her)