Sådan finder du de falske netbutikker

Det kan være både farligt og problematisk at handle online, hvis du ikke ser dig godt for. Mange falske netbutikker snyder hver dag danskere til at købe falske mærkevarer, eller betale for varer der slet ikke findes på hylderne. Her er syv gode råd til, hvordan du undgår at handle ind i fupbutikkerne

Det er it-sikkerhedseksperten Janus R. Nielsen, direktør hos it-firmaet www.anytech365.com, der har givet Tech-Test de gode råd, og han fortæller lidt om mekanikken bag fupbutikkerne. Blandt andet fortæller han, at mange svindlere opkøber danske domænenavne, der ender på .dk, for at fremstå mere troværdige i forbrugernes øjne. Via disse domæner bliver der så solgt kopivarer eller varer der aldrig nogensinde har eksisteret.

”Det er dog ikke kun netbutikker, der ender på .dk, vi skal være opmærksomme på, men mistænkelige netbutikker i det hele taget. It-svindlerne bliver dygtigere til at narre os når vi shopper på nettet. Derfor er det en god idé at være ekstra opmærksom når du støder på en netbutik, du aldrig har handlet hos før, siger Janus R. Nielsen.

Helt overordnet er der et par småting du skal være opmærksom på, når du besøger en netbutik, og inden du begynder at lægge varer i kurven og gå til betalingssiden. Er der sprogfejl? Sælges der mærkevarer til overraskende billige priser? Har virksomheden bag netbutikken en fysisk adresse?

”Men du skal huske, at selvom du opdager en sprogfejl, eller ser at en netbutik ikke har en fysisk adresse, så betyder ikke nødvendigvis at det er en fupbutik. Du kan også støde på en fupbutik, hvor sproget er skrevet på perfekt dansk. Det du skal være opmærksom på er en kombination af flere forskellige faldgruber, pointerer Janus R. Nielsen.

Her er de gode råd fra Janus R. Nielsen:

1: Vær opmærksom på sproget:

Hvis siden er fyldt med stavefejl, dårligt dansk og åbenlyse grammatiske fejl, er den nok en fupbutik. Udenlandske svindlere har en tendens til at oversætte teksten til dansk ved hjælp af f.eks. Google Translate. På disse butikker kan du også støde ind i sætninger der er en blanding af engelsk og dansk, klart en indikation på en falsk butik.

2: Spot de skæve priser

Priser der er noteret på ikke-danske måder er også en god indikation. Hvis der f.eks. står priser som 462.72 DKK eller 485.01 DKK, så er der ekstra god grund til at være mistænksom. Hvis de priser går igen på hele sitet, så er det højst sandsynligt en fupbutik.

3: Tjek virksomhedens kontaktoplysninger

Find netbutikkens kontaktoplysninger. Hvem står bag butikken? Er der telefonnummer, adresse, emailadrese, CVR-nummer osv? På mange falske netbutikker er disse oplysninger ikke-eksisterende, og kan du ikke finde dem, er der god grund til at være på vagt. Hvis du finder et CVR-nummer, så tjek det på www.cvr.dk for at sikre dig at det er ægte.

4: Hold øje med billige mærkevarer

Mange af de falske butikker slår sig ned på at sælge billige mærkevarer. Så vær på vagt, hvis du finder en Luis Vuitton-taske med en rabat på 70-80%. Hvis priserne er så lave, er der stor sandsynlighed for, at det er kopivarer, der er tale om, eller varer der slet ikke eksisterer. Det er altid en god ide at tjekke sammenligningssider som f.eks. www.pricerunner.dk, for at få en ide om produktets prisniveau.

5: Tjek brugeranmeldelserne

Det kan også være en rigtig god idé at tjekke brugeranmeldelser på sider som www.trustpilot.dk, inden du gennemfører dit køb på sitet. Den slags sider fortæller om købsoplevelser og anmeldeser fra andre brugere, og her kan du få en god ide om, hvorvidt sitet er ægte eller ej.

6: Kig efter e-mærket

Inden du bruger dit kreditkort på en netbutik, så kig lige efter e-mærket, et dansk mærke for sikker internethandel. Alle e-mærkede netbutikker er kontrollerede af e-handelsfonden og her kan du altid få hjælp, hvis du har brug for det. E-mærket har en søgefunktion på deres hjemmeside, hvor man kan tjekke om en webshop er e-mærket, eller om den er registreret som en fupbutik. Tjek www.emaerket.dk hvis du er i tvivl om ægtheden af en webshop.

7: Betal altid med kort

Det er altid en god ide at betale dine varer på nettet med betalingskort. Hvis du ikke modtager dine varer, kan banken nemlig hjælpe dig med at trække pengene tilbage. Et andet råd er at overveje en ekstra sikkerhedskode, som f.eks. Verified by Visa eller MasterCard SecureCode, når du betaler med dine kreditkort online. Her skal du indtaste en ekstra kode, inden betalingen kan gennemføres. Det vil sikre dig modmisbrug på nettet, hvis svindlere skulle få fat i dit kort.

About Lars Bennetzen 3874 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?