Hvis vi ser bort fra den åbenlyse Austin Powers reference, så er Mini Me indbegrebet af en brugervenlig og hurtig, fuldautomatisk espressomaskine til en ganske fornuftig minipris på kr. 449.
Du får godt nok ikke mælkeskummer eller fancy funktioner, som du gør med de dyre maskiner, men Krups’ kapselmaskine er heller ikke udviklet til at give dig den helt store kaffeoplevelse. Den er beregnet til at stå på dit skrivebord, lille køkkenbord eller i dit hobbyværksted, hvor den sender varm kaffe ned i koppen på ingen tid.
Brugervenlighed og funktioner
Maskinen er lavet af solid plastik og har et skævt og herligt design. Der er ikke den store lækkerhedsfornemmelse over Mini Me, og du får heller ikke en bakke, som de brugte kapsler automatisk ryger ned i, men igen, prisen.
Du skal blot fylde vand i 0,8 L beholderen, lægge en kapsel i skuffen, tænde for maskinen og vente på den er blevet varm. Derefter drejer du det lille plastikhåndtag mod den varme eller kolde side, og brygningen går i gang. Du behøver ikke at slukke for maskinen bagefter – det sker automatisk efter fem minutter.
Mini Me har fire forskellige niveauer, du kan placere drypbakken, hvilket gør, at den lille espressokop kommer tættere på brusehovedet, så kaffen ikke plasker ud over det hele, mens der også kan være plads til det store caffé latte glas.
Rengøring
Mini Me har glatte overflader, som er nemme at rengøre med en våd klud. Skuffen til kapsler er aftagelig, så den nemt kan vaskes, hvilket også kan siges om drypbakken.
Kaffeoplevelsen
Her kan jeg til gengæld godt mærke en markant forskel i forhold til de dyre maskiner. Mini Me bruger kun hermetisk forseglede kapsler, der sikrer aromaen i lang tid, men indholdet vækker ikke den store begejstring, selvom maskinen har et tryk på 15 bar og en motor på 1500 Watt.
Vandtemperaturen ligger også højt, da espressoen i gennemsnit rammer 72 grader i mine målinger, hvilket er en fin temperatur. Pointen er, at Mini Me har en glimrende brygningsproces, mens kapslerne trækker oplevelsen ned. Smagen er ganske fin, når vi tager konceptet i betragtning, men er du kaffeentusiast, vil du ikke blive tilfreds med Mini Me. Er du derimod på udkig efter en kapselmaskine, der kan lave en nem og hurtig kop til dig, uden du skal igennem en række besværlige led, så får du en rigtig god maskine til billige penge.
Samlet vurdering 85 %
Mini Me fra Krups er en glimrende kapselmaskine til prisen, der har en rigtig god brygningsproces og leverer en varm kop espresso. Du får ikke en masse smarte funktioner, men brugervenligheden er i top, og den er nem at rengøre.
- Produktinformation
- Navn: Mini Me
- Producent: Krups
- Vandbeholder: 0,8 L
- Vægt: 2,5 kg
- Set til: Kr. 449
- Mere information hos Dolce Gusto