En ny analyse fra softwarevirksomheden Veeam viser, at antallet af organisationer i EMEA-regionen, der betaler løsesum efter et ransomware-angreb, er faldet med 22 % på et år. Faldet sker, fordi virksomhederne bliver bedre til selv at gendanne data, og fordi det er blevet tydeligt, at betaling ikke garanterer, at man får sine data tilbage.
Undersøgelsen, som sammenligner Veeams Ransomware Trends-rapporter for 2024 og 2025, afslører, at andelen af organisationer, der kunne gendanne data uden at betale løsesum, steg fra 14 % i 2023 til 30 % i 2024. Samtidig faldt andelen af dem, der fik deres data tilbage efter at have betalt, fra 54 % til 32 % i samme periode.
Angriberne er ikke til at stole på, når det handler om at gendanne data, og organisationerne bliver samtidig bedre til selv at gendanne. Derfor er det ikke overraskende, at vi ser et fald i antallet af betalte løsesummer.
Tim Pfaelzer, Senior Vice President og General Manager EMEA hos Veeam
Manglende beredskab
Selvom betalingerne falder, er truslen ikke forsvundet. Pfaelzer peger på, at angriberne hele tiden tilpasser sig. Nogle angreb handler ikke længere om at kryptere data, men om at stjæle informationer for at afpresse virksomheder eller sælge data på det sorte marked.
Trods nye EU-regulativer som NIS2 og DORA, der skal styrke virksomheders dataresiliens, står 63 % af de undersøgte organisationer uden en sekundær IT-infrastruktur. En sådan infrastruktur kunne ellers sikre fortsat drift under et angreb, hvor de primære systemer er lammet.
Veeams data viser, at kun 37 % af virksomhederne i EMEA-regionen havde opbygget en alternativ IT-infrastruktur i 2024. For de resterende 63 % betyder en lammende IT-nedlukning, at de kan være ude af drift i ugevis, mens deres systemer undersøges. En separat undersøgelse har tidligere vist, at nedetid kan koste op mod 9 millioner kroner i timen afhængigt af virksomhedens størrelse.
Fokus bør ligge på at styrke den basale dataresiliens gennem en alternativ infrastruktur og robuste backups, så behovet for løsesumbetaling fuldstændigt elimineres.
Tim Pfaelzer, Senior Vice President og General Manager EMEA hos Veeam
Veeam nævner i materialet, at en international aktion mod hackergruppen Lockbit har ramt cyberkriminelle ved roden og bidrager til tendensen.