TEST: Dysons nye robotstøvsuger imponerer og undrer

Der er ingen tvivl om at Dyson kan det der med støvsugere, men vores test viser at de endnu ikke helt har styr på robot-delen. Dyson 360 Eye suger godt, men har lidt navigationsproblemer

Dyson 360 Eye

Vil du have en støvsuger der virkelig kan suge, så går du aldrig galt i byen med en Dyson. Vi har her på redaktionen testet både deres håndholdte Dyson V6 og deres noget større Cinetic Big Ball AnimalPro, og begge fik rigtig gode og høje karakterer. Vi var derfor ret spændte på at få gang i Dyson 360 Eye, deres første robotstøvsuger.

Dyson er anderledes på en række områder i forhold til andre robotstøvsugere på markedet. Dels skulle sugeevnen være markant bedre takket være deres cyclon-sugeteknologi. Der er indbyggede filtre der opfanger allergener, så luften faktisk bliver renset under støvsugningen.

Den navigerer heller ikke efter ’kaos-princippet’, hvor de tilfældige baner ender med at have dækket hele huset. Dyson 360 Eye kortlægger rummet når den arbejder, og ved derfor præcist, hvor den har været og skulle på den måde effektivt kunne støvsuge.

Den er udstyret med et kamera der sikrer at den ikke kører ind i dine møbler eller andre ting der ligger på gulvet, og kameraet er også med til at sikre, at den ikke kører ud over trappetrin eller lignende.

Så langt så godt – alt så godt ud, og vi satte hurtigt støvsugeren op og via den tilhørende gratis app, fik vi forbundet støvsugeren til vores trådløse netværk. Den startede så med at opdatere firmwaren, og efter et par timer i opladerstationen, var Dyson 360 Eye klar til den første test.

Let at programmere

Du kan altid starte Dyson 360 Eye ved at gå over til den og klikke på startknappen. Men du kan også vælge at bruge den tilhørende app, og her enten programmere robotten til bestemte arbejdstider, eller bare starte den direkte herinde.

Det er også i app’en at du kan se et kort over, hvor robotten har været. Du kan lave nogle få grundlæggende indstillinger så som at sætte hvor i verden du befinder dig, og hvad robotten skal kaldes samt om den automatisk skal køre tilbage til opladeren når det er påkrævte (hvorfor den skulle være slået fra aner vi ikke, men den option har du altså).

Endelig har du har muligheden for at vælge maksimal sugeevne eller lydsvag-tilstand. Men helt ærligt så ændrer det altså ikke så pokkers meget på støjniveauet.

Den første test

Vi satte Dyson 360 Eye i gang og forlod så rummet – for med maksimal sugeevne var det ikke til at holde ud at være i rummet.

Her kan man diskutere om det er et problem. Robotten kan jo arbejde når du ikke er hjemme. Og den får klart de bedste arbejdsbetingelser, hvis den ikke konstant skal køre rundt om dine fødder, som næppe er samme sted hele tiden.

Vi kom tilbage til rummet et par time efter, og kunne konstatere at rummet ikke var gjort færdigt, men støvsugeren var kørt tilbage for at opdatere firmwaren igen. Her blev vi altså lidt irriterede. Det er helt fint, at robotten automatisk opdaterer når den alligevel holder i opladeren, men at den kører retur efter at have støvsuget omkring 25% af rummet, bare for at opdatere sig selv er ikke i orden. Det kunne den gøre når den alligevel kørte tilbage for at oplade sig selv.

Dyson 360 Eye

Den anden test

Vi lod Dyson oplade og opdatere og satte den så i gang igen. Støvsugeren kørte fint og da den holdt i opladeren igen, antog vi så at den havde støvsuget hele rummet.

Men det viste sig ikke helt at være tilfældet. For det kort over vores vinkelstue som den selv fremstillede viste tydeligt, at den havde sprunget en del områder over.

Ikke områder som den ikke kunne nå på grund af møbler eller lignende, men i vores tilfælde, et område der var bag vores spisebord.

De efterfølgende test

Vi testede flere gange Dyson 360 Eye, og håbede at den over tid blev bedre til at støvsuge hele vores stue. Ifølge manualen skulle den lære rummet at kende, og langsomt blive bedre, men vi oplevede ikke en markant forbedring i navigationen. Dyson 360 Eye sprang konsekvent områder (næsten altid det samme) over i vores test.

Det var kun hvis vi fjernede alle stole fra gulvet inden den gik i gang, at vi rent faktisk fik dækket hele stuen.

Vi har stor forståelse for, at robotten naturligvis kan blive udfordret af forhindringer på gulvet. Men noget så almindeligt som et spisebord med tilhørende stole, bør den altså kunne navigere rundt om.

Den imponerende sugeevne

Vi testede Dyson 360 Eye både med maksimal sugeevne og med lydsvag-tilstand. Brugte vi den første, var den ikke i stand til at støvsuge hele vores stue inden den måtte køre tilbage for en opladning, og det var irriterende. For det betød at en støvsugning af vores stue (på små 40 kvadratmeter), hurtigt kom til at tage adskillige timer inkl. opladning undervejs.

Når vi brugte den lydsvage tilstand, så klarede støvsugeren fint hele stuen på en opladning. Det var vores opfattelse at den klarede opgaven lige så fint rent rengøringsmæssigt, men larmen var altså ikke markant mindre. Lidt mindre støjende var den naturligvis, men det var altså ikke så meget at vi kunne holde ud og sidde i samme rum og arbejde mens den kørte.

Her undrede vi os

Der er et par områder der virkelig gav anledning til forundring af Dyson 360 Eye. Det første var, at vi flere gange oplevede under testen, at den havde svært ved at finde tilbage til opladeren. På et tidspunkt brugte den nok fem minutter på at køre frem og tilbage, ganske få meter fra opladeren, uden at kunne finde ud af, hvor den var. Det endte med at vi forbarmede os over den, og bar den tilbage til opladeren.

En anden ting der virkelig undrede os er strømforsyningen. Du skal sætte et monster af en strømforsyning ind i din stikkontakt, og hvis du ikke lige kan placere den på gulvet, ja så kommer den til at hænge, og tro mig – du kommer til at støde ind i den i din hverdag.

Dyson 360 Eye oplader

Hvorfor Dyson ikke har placeret selve transformatordelen i opladeren er altså underligt – så vigtigt er det altså heller ikke at den er lille og elegant. Ikke hvis det betyder at du har en murstensstor oplader hængende i din stikkontakt – det kunne gøres bedre (Dyson – vi kigger på jer…).

 

Herunder kan du se en video der viser støjniveauet på Dyson 360 Eye.

Opsamling

Når vi kigger på vores oplevelser med Dyson 360 Eye, så er den en gadget der virkelig vækker forskellige følelser hos os. Vi er vilde med dens sugeevne og evne til at køre såvel på et glat trægulv og på tæpper. Den kører problemfrit begge steder, og gøre rigtig godt rent.

Så på den konto er den fantastisk. Vi har ikke haft en robotstøvsuger før, der i den grad kan gøre så godt rent.

Men dens navigationsproblemer er bare ikke i orden. Det var frustrerende at den ikke når hele stuen, og at den fra tid til anden har problemer med at komme tilbage til opladeren.

Endelig var vi fælt irriterede på strømforsyningen – den er virkelig en kikser, og her skal Dyson bare tilbage til tegnebrættet og få lavet en ny konstruktion, for den vil helt sikkert blive ødelagt hos rigtig mange brugere.

Produktinformation

  • Produktnavn: Dyson 360 Eye
  • Producent: Dyson
  • Overflader: Rengører såvel glatte gulve som gulvtæpper
  • Sugeteknologi: Dyson cyclon-teknologi
  • Navigation: Via kamera
  • WiFi: 2,4GHz
  • Opladerstation: ja
  • Pris: Set til kr. 7.300,-
  • Mere information hos Dyson

Bedømmelse

Samlet vurdering 65%

Dyson 360 Eye gør fantastisk godt rent, og den bevæger sig lige godt på glatte overflader som på tæpper. Kameraet sikrer at den ikke kører ind i dine møbler og det sætter vi virkelig stor pris på.

Men den har problemer med at navigere og fra tid til anden også med at finde tilbage til opladeren, og det er ikke ok.

Vi tror dog på, at Dyson 360 Eye i generation 2 bliver fantastisk, og når de lige får styr på de sidste detaljer, så har den potentialet til at blive den bedste robotstøvsuger på markedet.

Kommentar til artiklen?