To billige mobiler fra Samsung

Samsung Galaxy A3 og A5 er den koreanske it-gigants bud på prisbillige smartphones med masser af funktioner

Galaxy A3 og A5

Normalt så ligger Samsungs smartphones i den dyre ende af skalaen – ja faktisk har de ved flere tilfælde taget førertrøjen på og placeret sig helt i top, når det kommer til prisen.

Men Samsung har faktisk også billige smartphones på hylderne, og Galaxy A3 og A5 er de nyeste af slagsen. Tech-Test har kigget dem efter i sømmene, og når vi vælger at tage de to mobiler med i samme anmeldelse, så er det fordi forskellene på de to modeller er meget lille. Faktisk er den primære forskel størrelsen og opløsningen på skærmen.

Samsung Galaxy A3 har en skærmstørrelse på 4,5” mens Galaxy A5 har fået en skærm på 5”, og opløsningen er hhv. 540 x 960 og 1280 x 720.

Samsung har valgt at designe de to smartphones efter en meget klassisk model. Rene pæne linjer og ikke noget med runde skærme eller buede skærme. Men selvom disse smartphones virker firkantede i designet, så har Samsung alligevel lige sneget et tvist ind. For bagsiden af mobilerne er faktisk en anelse buede, ikke meget men bare en lille bitte smule – og af en rigtig god grund.

På grund af den lille skæve kant, er mobilen langt lettere at samlet op fra en bordflade, derudover er den med til, at mobilen ligger godt i hånden, og der er ikke nogen kanter, der generer. Alt i alt er vi ret begejstrede for designet.

Det eneste ved designet på A3 og A5, der irriterer os, er kameraet. For på begge de to koreanske mobiler stikker kameraet et par millimeter frem. Det er godt nok sådan på langt de fleste smartphones i dag, men det ændrer ikke ved, at det er rigtig irriterende. Dels fjernes følelsen af en flad mobil, for kameraet stikker ud, dels er det en dims, der lettere går i stykker, hvis mobilen tabes.

Helt generelt føles mobilerne både robuste og solide, noget vi har savnet på tidligere smartphones, vi har testet, det skal Samsung roses for.

Galaxy A3

Samsung Galaxy A3

Ned under hatten

Når det nu er to mobiler, der begge ligger i den billige ende af spektret, så er det interessant at kigge nærmere på, hvad det er, Samsung tilbyder os med disse mobiler.

Begge mobiler er udstyret med en quad-core cpu på 1,2GHz, og begge understøtter 4G. De har også fået en længe ønsket funktion, nemlig det Samsung kalder for Ultraenergispare-funktionen. Med den får du flere timers ekstra batterilevetid ved at slukke for alle ekstra funktioner og farver – herligt at få den funktion med i disse mobiler.

Men der hvor Samsung har lagt flest kræfter er, ikke overraskende, i kameraet og dets funktioner. A3 er udstyret med et 8 MP hovedkamera og et 5 MP frontkamera, mens det for A5 er blevet til et 13 MP hovedkamera og et 5 MP frontkamera.

Kameraerne er af udmærket kvalitet, men der hvor de bliver rigtig spændende, er de funktioner, som Samsung har lagt ned i kameraerne.

Den første spændende funktion, vi faldt over, er Wide Selfie, hvad Samsung også kalder for en panorama-selfie. Den næste, vi fandt, var muligheden for at animere selfies. Funktionen fungerer ved at kameraet tager op til 20 billeder i et hug, og skaber så automatisk en selfie (i Animeret GIF).

Selve kvaliteten på kameraerne er, ikke overraskende, ganske på det jævne. Samsungs kameraer har desværre en lidt kedelig tendens til at tage lidt for mørke billeder, ikke mindst når der er store forskellige på lysniveau. Men i mobiler i dette prisniveau, kan vi væsentligt bedre leve med det, end hvis vi skal ud og give over 6.000 kroner for en smartphone.

Galaxy A5

Samsung Galaxy A5

Ros til skærmen

For begge mobilers vedkommende gælder, at vi godt vil rose skærmkvaliteten. Samsung kan altså noget, når det handler om skærmkvalitet. Begge mobiler bruger, naturligvis, Samsungs egen Super AMOLED-teknologi, som gør, at billedet står suverænt flot og skarpt. Ikke mindst på A3 er det imponerende – for opløsningen på skærmen er relativ lav.

Hvad der imponerede os pænt meget er, hvor responsive begge mobiler er. Uanset om du spiller eller rent faktisk bruger mobilen til at snakke i, så er det dejligt at skærmen bare reagerer med det samme.

Samsung har også tunet begge mobiler til justere sig selv efter det omgivende lysniveau. På den måde er billedet flot i næsten alle lysforhold. Naturligvis er det næsten umuligt at læse mobilen, hvis du står i direkte solskin, men den er klart lettere at benytte, netop fordi den justerer sig efter forholdene.

Lidt benchmark

Der var ingen tvivl hos os om, at begge mobiler faktisk gør det rigtig godt. Under brugen af de to smartphones, følte vi ikke, at vi på noget tidspunkt måtte vente på mobilerne. De reagerede hurtigt og pænt. Men når vi spillede nogle flotte 3D spil på dem, så havde vi klart følelsen af, at mobilerne haltede.

Vi sendte de to mobiler gennem vores benchmark-programmer, og fordi de to mobiler er baseret på samme hardware, så var der heller ikke den store forskel på dem.

AnTuTu belønnede således begge mobiler med en score på 21.431 hhv. 21.913. De to scores lå helt i bund, og det samme gjorde sig gældende med AndeBench Pro og Vellamo. Men vi synes stadig, at når prisen er så relativ lav, så klarer mobilen sig ret flot i testen.

Opsamling

Vi har været ret glade for at kigge nærmere på disse to mobiler, vi kan godt lide det lidt kantede design, og ikke mindst så er vægten meget passende.

Mobilerne er letbetjente, og selvom Samsung har nogle apps, der er præ-installerede, så er der ikke så mange på mobilen, at de dræber den.

At finde smartphones til priser på under 2.500 kroner er ikke noget, der sker hver eneste dag. Men nu har Samsung sendt disse to modeller på markedet, og det er skønt med konkurrence.

Produktinformation

  • Navn: A3 og A5
  • Skærmstørrelse: 4,5” og 5.0”
  • Skærmopløsning: 540 x 960 og 1280 x 720 pixels
  • Skærmtype: Super AMOLED
  • Processor: Quad-Core ved 1,2 GHz
  • Lager: 16GB indbygget
  • Netværk: 802.11 a/b/g/n
  • Bluetooth: 4.0 LE
  • Webcam: 8 hhv. 13 MP bagpå, 5 MP foran
  • Pris: Set til kr. 1.885 hhv. 2.333 kroner
  • Mere information for A3 her og for A5 her.

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

To ganske fortrinlige smartphones, der ligger godt i hånden, som er lette at bruge og som har masser af spændende funktioner integreret. Specielt de nye kamerafunktioner har imponeret os, og priserne er også meget attraktive. Man får meget for pengene.

About Lars Bennetzen 3876 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?