Når smartphonen er med på toilettet, er det ikke kun for at kigge sociale medier igennem. Knap hver femte 18-35-årige har nemlig også prøvet at tage et billede fra det lille hus. Ifølge Huawei kan man kalde disse billeder for en smelfie, og jeg tænker bare om Huaweis smartphones mon også kan fange lugten mens man er på potten? Men det er dog ikke tilfældet:
“Vores smartphones er i sandhed med os overalt – ikke mindst når det kommer til de unge. Det er ikke overraskende, at mange bruger smartphonen, når de besøger det lille hus, men at toiletbesøg ligefrem bliver kombineret med at tage selfies – eller ‘smelfies’ som vi nu er begyndt at kalde dem – er ny viden for mig. Men jeg kan da ikke andet end at trække på smilebåndet, og så synes jeg, de unge skal glæde sig over, at vi ikke har opfundet et duftfilter endnu,” siger Marie Feldborg, Senior Marketing Manager hos Huawei.
Undersøgelsen afslører også, at der er en gruppe danskere, der føler sig særligt fotogene på toilettet. Knap dobbelt så mange kvinder som mænd har nemlig brugt toilettet som fotostudie, når man kigger på tværs af aldersgrupperne. Her må man så spørge sig selv om de bruger mobilen når de har slået ballerne i sædet, eller om de bare skal have fotodokumentation af en dårlig hårdag.
[yuzo_related]
Grænsen går ved sengekanten
Selvom vi bruger vores mobiltelefoner til at dele alle mulige aspekter af vores privatliv, er der dog stadig én aktivitet, hvor selfien er en sjældenhed. Blot 1 procent af danskerne har prøvet at tage en selfie, mens de havde sex, viser Huaweis undersøgelse – heldigvis siger jeg bare.
“Selvom smartphonen er rykket med os på toilettet, er der altså noget der tyder på, at det endnu ikke er en social norm at tage selfies i en intim situation med et andet menneske. Men hvis man for 10 år siden havde sagt, at man i fremtiden ville sidde og tage billeder på toilettet, havde folk nok også rystet på hovedet. Så tallene kan jo se anderledes ud om nogle år,” siger Marie Dam Feldborg og fortsætter:
“Smartphonekameraerne er blevet utrolig gode de seneste par år og har blandt andet dedikerede selfie-funktioner. Fx kan man slå portrætmode til i Huaweis P10. Derfor er det måske ikke så overraskende at mængden af selfies er stigende. Vi blander os ikke i, hvor og hvordan folk tager deres billeder, men vi synes alligevel, at det er en sjov og overraskende opdagelse med antallet af smelfie-billeder, som har skabt en helt ny kategori af selfies.”
Om undersøgelsen
Data er indsamlet på Epinions Danmarkspanel. Der er i alt gennemført 1.002 webinterviews med danskere i alderen 18-75 år i perioden 10. april til 19. april 2017. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse.