En ny advarsel fra Lebara peger på, at ferieperioden er højsæson for digitale svindelmetoder som phishing, vishing og spoofing. Dette kommer efter et år, 2023, hvor 189.000 danskere blev udsat for digital svindel. Ifølge Lebara er der ingen tegn på, at dette tal vil falde markant.
Svindlen spænder vidt fra falske opkald, hvor svindlere påstår at kende kreditkortoplysninger, til links, der leder til falske sider med tilbud om feriepenge, hvor personlige oplysninger kan blive kompromitteret.
Lebara opfordrer til at følge fem konkrete råd for at minimere risikoen for at blive offer for svindel:
- Klik aldrig på mistænkelige links: Vær på vagt over for e-mails med emnelinjer som “Din session er udløbet” eller “Problem med din MitID konto”. Disse er typisk forsøg på at lokke personlige oplysninger ud af modtageren.
- Stol ikke på visning af telefonnumre (spoofing): Svindlere benytter ofte tilsyneladende danske privatnumre. Dette er en teknik kaldet spoofing, hvor opkaldslinjen maskeres.
- Tjek links, mailadresser og www-adresser: Kontrollér for små ændringer i URL’er eller mailadresser. Eksempler kan være “BorgerDK” i stedet for “borger.dk” eller “kundeservice@nets-danmark.com” i stedet for “kundeservice@nets.dk”. Husk, at al officiel kontakt med offentlige myndigheder i Danmark foregår via e-Boks.
- Læg mærke til underligt sprog: Phishing-mails er ofte direkte oversat og kan indeholde sproglige fejl, da de sjældent er udarbejdet af dansktalende. Myndigheder og banker vil altid anvende korrekt dansk.
- Hold på dine oplysninger: Vær kritisk, hvis en henvendelse virker presserende og kræver øjeblikkelig handling.
Hvis man er i tvivl eller har været udsat for svindel, opfordrer Lebara til at kontakte sit teleselskab.